To skridt frem og et tilbage…

To skridt frem og et tilbage…

Christian Emil Larsen er 22 år og bor i Slagelse. Han har de seneste seks år været syg med lungekræft on-off, og om nogle dage venter endnu en scanning på hospitalet. Det, der for mange ville virke uoverskueligt, slår ikke Christian ud af kurs, og da han blev spurgt om, han ville deltage i denne FMKB-camp var han ikke i tvivl.

“Denne uge er virkelig en energiindsprøjtning for mig, og min tro på, at jeg lykkes, styrkes. Jeg træner, jeg er sammen med andre tidligere kræftramte unge, og så er der ingen, der kigger skævt til mine skavanker – det er dejligt”.

“Jeg bliver motiveret til at komme i gang med træningen, og mine bekymringer forsvinder for en stund. Alle deltagere har en fællesnævner: kræften, og derfor er vores forståelse og tolerance over for hinanden oprigtig. Jeg har tidligere kunnet tvivle på, om folk har spurgt ind til mit sygdomsforløb af pligt, og jeg har også ofte følt, at jeg har skullet forklare, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør – dette slipper jeg for på denne camp, og jeg skal kun koncentrere mig om at være Christian”.

Til dagligt har Christian et stillesiddende job, så han kan tydeligt mærke forskel på en arbejdsdag og dagene på FMKBs camp. I denne uge har han udover styrketræning og dans også svømmet, cyklet samt løbet. Han har fået inspiration til at komme tilbage til det lokale træningscenter.

“Jeg står ikke stille – det er en del af mig. Jeg har allerede været med til at lægge to kammerater i graven, og det er to for meget. Jeg bliver sur og synes, det er så uretfærdigt. Jeg kæmper videre og vil videre, for der er rigtig mange oplevelser og drømme, som venter på mig.
Jeg vil livet, og selvom der er modgang, så er jeg ikke bitter, for jeg lærer samtidig at værdsætte de mindste ting og har intet tilovers for folk, der brokker sig over køen i supermarkedet. Man kan måske sige, at sygdommen har været med til at gøre mig mere rummelig, og jeg ved, at jeg har lært at værdsætte de frirum, som denne FMKB-camp, giver mig – et rum, hvor jeg blandt ligesindede kan føle mig normal og ikke bekymre mig over, hvad andre folk tænker – så TAK til FMKB og dens støttere for at give mig denne fornemmelse og oplevelse”.