FMKB's Træfferordning

FMKB har etableret en træfferordning med det formål at være synlig og til stede for familier, når de for første gang møder en børnekræftafdeling. Ordningen skal sikre, at familier tidligt får kendskab til FMKB og de tilbud, foreningen stiller til rådighed.

Tilstedeværelse på hospitalerne

FMKB ønsker at være repræsenteret på de fire børnekræftafdelinger i Danmark. Der er etableret en træfferordning på Skejby Sygehus og Rigshospitalet.
Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital har frabedt sig selve træfferordningen, da de vurderer afdelingerne som for små. I stedet har disse afdelinger en fast kontaktperson fra FMKB.

Hvem er træfferne

Træfferne er forældre, som selv har haft et barn ramt af kræft, og som ønsker at give noget tilbage ved at støtte nye familier i en svær livssituation.

Træffernes opgave
Træfferne møder familierne i forbindelse med deres første kontakt med kræftafdelingen. Her udleverer de FMKB’s startkit, som bl.a. indeholder:

  • Bogen “Når et barn får kræft”
  • Informationsmateriale om FMKB’s tilbud, herunder socialrådgiver, psykologer, ferieophold og arrangementer

 

Når træfferne er til stede på afdelingerne, medbringer de desuden mindre lækkerier. Dette er med til at gøre mødet mere hjertevarmt og bidrager til at sprede lidt omsorg og varme i en ellers svær og belastende tid.

Træffernes rolle er at møde familierne med nærvær, åbenhed og lydhørhed. De fungerer også som talerør for FMKB og har til opgave at skabe en tryg og naturlig kontakt mellem familien og foreningen.

Afgrænsning af rollen
Det er afgørende, at træfferne ikke involverer sig i:

  • Behandlingsmæssige spørgsmål
  • Socialrådgivning
  • Psykologisk rådgivning

Disse områder varetages udelukkende af faguddannet personale. Træffernes rolle er støttende og formidlende – ikke rådgivende – og bygger på erfaringsbaseret forståelse.

Frivillighed og rammer
Træfferne er frivillige og stiller deres tid gratis til rådighed. FMKB dækker deres kørselsomkostninger i forbindelse med opgaverne. Derudover er der mulighed for at få udleveret tøj med foreningens logo samt den enkelte træffers navn, hvilket bidrager til synlighed og genkendelighed på afdelingerne.

Supervision og rekruttering
Træfferne modtager supervision to gange årligt af FMKB’s fastansatte psykolog. Supervisionen har til formål at støtte træfferne i deres rolle, sikre faglige grænser og forebygge belastning.
FMKB’s psykolog indgår desuden aktivt i rekrutteringen af nye træffere for at sikre egnethed og kvalitet i ordningen.

FMKB's kontaktperson til Træffer-teamet i Aarhus:

helle2024

FMKB's kontaktperson på OUH og i Aalborg:

Tanja Skærbæk, formand FMKB

FMKB's træffer på Rigshospitalet:

Kamilla k2