Kræftramte ukrainske børn som er evakueret til europæiske hospitaler, kan nu få glæde af bogen Kemo-manden Kasper på ukrainsk.
Organisationen Familier med kræftramte børn (FMKB) står bag bogen om Kemo-Manden Kasper, som i 1992 blev udgivet første gang. Forfatteren Helle Motzfeldt skrev bogen til sin kræftramte nevø, som havde stor glæde af bogen før kemobehandlingerne skulle igangsættes.
FMKB er med i et internationalt netværk – Childhood Cancer International – også kaldet CCI. Og i forbindelse med krigen i Ukraine og evakueringen af kræftramte børn og unge, har CCI’s medlemmer igangsat flere initiativer for at børnene og deres pårørende får den bedste støtte i det europæiske land de nu er.
Bestyrelsesformand for FMKB Tommy Brøgger fortæller
Med CCI som facilitator afholdes hver mandag et zoom-møde med deltagelse af repræsentanter fra stort set alle europæiske lande. Her kan de enkelte organisationer byde ind med hjælp og støtte i det omfang der er brug for det.
Her kunne jeg tilbyde at vi fik oversat Kemo-Kasper til ukrainsk og sendt til de hospitaler, som ønsker det. På nuværende tidspunkt er den allerede på vej til både Holland, Spanien og Polen.
Bogen anvendes i Danmark såvel som i udlandet, som et værktøj til at give børnene forståelse for hvorfor kemobehandling er nødvendigt.
I FMKB berører det os dybt at børn som er ramt af en så kritisk sygdom, ikke blot skal kæmpe for overlevelse af en sygdom, men også overlevelse på grund af krig. Bestyrelsen for FMKB består udelukkende af forældre til et kræftramt barn, og vi kan kun forestille os hvor ubærligt det må være, at skulle flygte fra krig og ødelæggelse samtidig med et så alvorligt sygdomsforløb.
I Danmark er det myndighederne som koordinerer indsatsen omkring modtagelse og behandling af kræftramte ukrainske børn. Foreninger som vores kan så stå klar til at hjælpe familierne med hjælp og støtte i et helt nyt land og en ny hverdag.
Som repræsentant for de kræftramte danske familier glæder det mig, at vi i Danmark kan hjælpe de ukrainske børn, på trods af den ulykkelige situation vi selv står i som forældre til et kræftramt barn, slutter formanden.
Bogen Kemo-manden Kasper er udgivet på dansk, engelsk, norsk og nu også ukrainsk.