Iværksætteri i Ans

Iværksætteri i Ans

Selvom man har haft en kræftsygdom tæt inde på livet, kan man godt drømme om egen virksomhed og have ambitionerne om at åbne sit eget sted.  

Og i denne weekend er en gruppe unge samlet i Ans, hvor de to lærere, Line Helle Lauritzen og Thøger Rasmussen, underviser de unge i økonomi og det at starte en virksomhed fra bunden. Gruppevis arbejder de med at starte en virksomhed op, og der lægges budgetter, udarbejdes skitser over butiksarealer etc., og de unge arbejder engageret og målrettet med projektet.

Rikke, Bjørk og Selina er ved at lave en tøjbutik for damer i alderen fra 20 – 50 år. Butikken skal sælge mærketøj og skal i første omgang være placeret i København. Arealet af deres butik er 150 kvm, og de tre piger bidrager med kreative idéer til indretningen og forretningsudviklingen, så butikken kan blive en succes. Derudover bliver der forretningsudviklet på en sportshal og en café, som skal servere mad og varme drikke.

”Det er en fornøjelse at inspirere de unge og lade dem udvikle deres egne virksomheder. Det er særdeles lærerrigt for dem, og det er skønt at se, at de har idéerne og drivet” siger lærer på projektet, Thøger Rasmussen.

De unge mennesker præsenterer deres virksomheder søndag formiddag for hinanden, og forhåbentlig tager de en masse forhåbninger og drømme med sig fra weekenden, så de måske på et senere tidspunkt forfølger deres drømme omkring egen virksomhed.