Familier med
kræftramte børn

90 dages status fra bestyrelsen

Kære familiemedlemmer, støttemedlemmer, venskabsmedlemmer samt venner af foreningen

Den nye bestyrelse, der blev valgt i februar, har nu haft 90 dage i arbejdstøjet med fokus på vores tre prioriterede områder:

1. Fastholdelse af aktiviteter og arrangementer

2. Overblik over foreningens økonomi

3. Færdiggørelse af regnskab.

Fastholdelse af aktiviteter

Vi har med stor fornøjelse inviteret til cirkus-forestillinger, biografture, besøg i Legoland, Jesperhus og Jyllands Park Zoo samt weekendtur for unge kræftramte. Ved disse arrangementer har vi også benyttet lejligheden til at komme ud og møde jer medlemmer. Vores tilbud om psykologbistand og mentorordning er fastholdt. Vi har reunion, actiondag og sommercamp med blandt andet bridgewalking på vej. Vi er samtidig i gang med at planlægge efterårets aktiviteter. Foreløbigt er tur til Bakken, Store mededag, besøg i Danfoss Universe, forestillinger med Pippi og Skatteøen samt juletræsfester noget af det, vi har i støbeskeen.

Vi opfordrer alle medlemmer til at komme med idéer til kommende aktiviteter. Nu hvor der er ved at være overblik over økonomien, er vi klar til at arbejde med at fastholde og videreudvikle vores aktiviteter. Vi tror på, at vi kan inddrage frivillige langt mere i foreningens arbejde, og hvis du har lyst til at bidrage, må du meget gerne kontakte os. I forhold til ønsker til aktiviteter og brug af frivillige, er det især Tanja, der koordinerer dette.

Vi er også glade for at se, at foreningens tre ferieboliger nu benyttes flittigt til rekreative ferieophold for familier. Feriehusene bookes via feriehuse@fmkb.dk.

Overblik over foreningens økonomi

Sideløbende med at vi har fået overblik over foreningens økonomi, har vi haft et stort fokus på at reducere de løbende udgifter med henblik på at sikre en fremtidig sund økonomi, herunder en omkostningspolitik, som vi kan stå på mål for.

Følgende tiltag bidrager til dette:

· Foreningens bil er solgt.

· Der er truffet beslutning om salg af ejendommen Gudenåvej 7 og tilhørende jord. Der arbejdes aktuelt på at afslutte en handel med en interesseret køber, og ejendommen forventes afhændet inden sommerferien. Foreningen har herefter stadig ca. 25 hektar jord i Ans, som benyttes til medlemsrettede aktiviteter som fx reunion, sommercamp mm.

· Foreningen rådede gennem leasing over en større maskinpark til pasning af udearealer. Der er forhandlet med leasingselskabet, og maskinerne er nu afhændet og udgifter hertil ophørt.

· Der er genforhandlet kontrakt vedrørende driften af foreningens callcenter i København, hvorfra fundraisere ringer ud til private og virksomheder og beder om donationer. Fundraising-afdelingen er flyttet til mindre lokaler med en halvering af husleje til følge. Der er indgået aftaler, der reducerer omkostningsprocenten betragteligt, og vi forventer snarest at kunne leve op til god indsamlingsskik med en omkostning på højst 33 %. Og vi har ambitioner om, at den på lidt længere sigt skal sænkes yderligere.

· Foreningen har haft en del ansatte, som af forskellige grunde har valgt at fratræde deres stillinger, og indtil der er et endnu større overblik over det konkrete behov, har vi valgt, at der ikke opslås nye stillinger.

Regnskaber

Regnskabet for 2017 er nu offentliggjort på foreningens hjemmeside. Det viser en kraftig reduktion i indtægter sammenlignet med 2016. Det tilskrives den megen kritiske presseomtale af foreningen. Regnskabet for 2018 er hos revisoren og offentliggøres hurtigst muligt, men det må som 2017-regnskabet ventes at være præget af en turbulent periode for foreningen.

Bestyrelsen har tiltro til, at regnskabet for 2019 bliver væsentligt bedre, da vi som nævnt ovenfor har lavet en række tiltag for at reducere de løbende udgifter. Da disse udgifter samtidig har været en del af grundlaget for den kritiske presseomtale, forventer vi, at vi også stille og roligt får opbygget et omdømme, som vil understøtte den fremtidige fundraising. Dog vil det have betydning, at de nævnte tiltag alle først slår igennem i løbet af 2. kvartal i 2019, hvorfor der ikke kan ses fuld effekt før i 2020-regnskabet.

Generalforsamling 20. juni i Ans

Der er udsendt invitation til ordinær generalforsamling den 20 juni 2019 kl. 17.00 på Aarhusvej 51, 8643 Ans By. Tilmelding senest den 13. juni 2019 på info@fmkb.dk.

Vi håber at se rigtig mange af vores medlemmer og ønsker, at vi på generalforsamlingen kan få en god dialog med input til den fremtidige udvikling af foreningen. På generalforsamlingen svarer vi gerne på spørgsmål og uddyber ovenstående samt andet, som der måtte være spørgsmål til.

Venlig hilsen

Tommy Brøgger (bestyrelsesformand) Tlf: 27128856

Martin Barfod (bestyrelsesmedlem)

Tanja Skærbæk (bestyrelsesmedlem) Tlf: 29804539

Per Just Madsen (bestyrelsesmedlem)

Brian Boeriis (bestyrelsesmedlem)

Flemming Rosenbrandt (suppleant)