1 års status fra bestyrelsen

1 års status fra bestyrelsen

I februar 2019 blev der valgt en ny bestyrelse til Familier med kræftramte børn. Efter en turbulent tid for foreningen med kritik om lukkethed, manglende regnskaber og høje administrationsudgifter, definerede bestyrelsen dengang sine hovedopgaver som:

• Fastholde og opprioritere aktiviteter og arrangementer
• Overblik over økonomi og slankning af organisationen
• Fokus på mennesker i stedet for mursten
• Sikre ordentlighed og åbenhed i foreningens fremtidige virke.

Vi er glade for at kunne orientere om, at vi har kunnet fastholde vores aktivitetsniveau samtidig med, at vi har fået slanket og effektiviseret organisationen og vendt en truende konkurs til en sund økonomi. Dermed kan vi nu i endnu højere grad koncentrere vores kræfter om vores kerneopgave med aktiviteter, der kan gøre livet lettere for kræftramte børn og deres familier. Det arbejde ser vi frem til.

Reduktion af udgifter

Det var afgørende vigtigt for foreningens fremtid, at vi fik reduceret udgifter til administration og drift, samt at vi fik håndteret uhensigtsmæssigheder i vores fundraising.

Vi har gennem det seneste år:

• Solgt ejendommen Gudenåvej 7 i Ans
• Solgt 34 hektar jord i Ans
• Solgt maskinpark
• Solgt bil tilhørende sekretariatet
• Reduceret personale fra 30 til 10 ansatte
• Mere end halveret omkostninger til fundraising, så de nu ligger indenfor Indsamlingsnævnets retningslinjer
• Minimeret forsendelsesomkostninger og reduceret administrationsudgifter, da invitation og tilmelding til aktiviteter samt øvrig kommunikation til/fra vores medlemmer er blevet digitaliseret
• Forhandlet økonomiske aftaler og afviklet al gæld.

Disse tiltag har medført, at vi nu:

• Har en sund økonomi, hvor udgifter er tilpasset til indtægter – og med mulighed for at styrke fundraising ved nye behov for aktiviteter
• I oktober 2019 blev genoptaget i indsamlingsorganisationernes brancheforening ISOBRO, som foreningen blev ekskluderet fra i februar 2017.

Regnskaber fra 2018 og frem er og vil selvfølgelig blive indleveret rettidigt.

Aktiviteter

Vores kerneopgave og motivation er aktiviteter og tilbud til kræftramte børn og deres familier. Vi har ønske om fortsat at udvide aktiviteter, der kan lette hverdagen for vores medlemmer.

Det seneste år har vi blandt andet inviteret til:

• Teater- og biografbesøg
• Randers regnskov, Universe, Bakken, Jesperhus, Jyllands Park zoo, Legoland
• Cirkus
• Actiondag med kørsel i ATV og landrovere
• Fisketur
• Lalandia weekend
• Juletræsfester.

Derudover har vi tilbud om:

• Psykolog
• Uddannelses- og mentorordning, hvor lærere tilknyttet FMKB støtter kræftramte børn i deres tilbagevenden til hverdagen
• Træffere på hospitalernes børnekræftafdelinger.

Vi har også styrket kommunikation om og opfordring til brug af vores tre ferieboliger ved Tange Sø i Ans, Roskilde Fjord og Henne Strand. Boligerne bruges nu flittigt til rekreative ophold for vores medlemsfamilier.

Omdømme

De foregående års turbulens har skadet foreningens omdømme, og vi har et vedvarende fokus på at få nye og positive historier kommunikeret ud til vores omverden.

Ovenstående indsatser har styrket vores omdømme, men vi må erkende, at det tager lang tid før de positive historier overskygger de tidligere negative, når man fx søger på Familier med kræftramte børn på nettet.

Ved generalforsamling i juni 2019 har vi genoptaget de tre medlemmer, der i januar 2019 blev ekskluderet af foreningen. Det er bestyrelsens holdning, at en forening som vores ikke ekskluderer kritiske medlemmer men sikrer åbenhed.

Vision for fremtiden

Efter et år med fokus på reduktion af udgifter og afvikling af diverse forpligtelser er vi nu gået i gang med opbygning af en effektiv og styrket organisation.

Vi er i bestyrelsen syv engagerede medlemmer med egen erfaring fra børnekræftverdenen. Vi arbejder frivilligt med både udvikling af foreningen og en lang række forefaldende opgaver.

Vores vision for det kommende år er at kunne fokusere på at gøre meget mere af det, der gør en forskel for vores medlemmers liv under og efter kræftforløb. Vi arbejder med udvikling af vores mentornetværk. Vi drøfter aktuelt, hvordan vi fremover kan gøre endnu bedre brug af faciliteterne i Ans, herunder de gode udearealer. Vi er ved at genopfriske og modernisere historien om Kemo Kasper, så vi kan hjælpe med kommunikation om kræftsygdom til både de kræftramte børn og deres omgivelser i form af bedsteforældre, venner, klassekammerater/lærere mm.

Vi opfordrer alle medlemmer til at tage kontakt til en fra bestyrelsen, hvis I har idéer til nye aktiviteter.

Bestyrelsen
Tommy Brøgger, formand
Martin Barfoed, bestyrelsesmedlem
Tanja Skærbæk Pedersen, bestyrelsesmedlem
Per Just Madsen, bestyrelsesmedlem
Karin Højbjerg Østergaard, bestyrelsesmedlem
Flemming Rosenbrandt, 1. suppleant
Helle Roed, 2. suppleant