Indlæser Begivenheder

Ungdomstur til Club La Santa Sport

18. januar, 2019 - 25. januar, 2019
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Få gode oplevelser og fællesskab under de varme himmelstrøg i Club La Santa på Lanzarote fra fredag den 18. januar til fredag den 25. januar 2019

Det var en mørk og stormfuld dag. En gruppe unge fra FMKB kæmpede sig frem til Billund Lufthavn, hvor de så et stort metalfartøj, der skulle bringe dem 3.500 km ned vest for Afrikas kyst til øen Lanzarote.

Sammen skulle alle på en helt forrygende tur til Club La Santa og sol og varme på den spændende kanariske vulkanø. Her vil der være rig lejlighed til at snakke med andre, der er eller har været i samme situation, og hvor alle kan styrke deres netværk og finde større livsglæde.

Gruppen består af unge mellem 14 og ca. 22 år, der er i den afsluttende og stabile del af deres behandlingsforløb, eller inden for de seneste ca. tre år har afsluttet deres kræftbehandling.

Der deltager også unge, der har væsentlige fysiske og/eller psykiske senvirkninger efter deres behandlingen, selvom den er afsluttet ud over den nævnte tre års periode.

Du kan også få vulkanske oplevelser sammen med denne gruppe. Du skal blot have gyldigt pas og helbredsmæssigt være så stabil, at der kan tegnes en rejseforsikring.

Aktiviteter og afslapning
Med mere end 30 forskellige sportsaktiviteter er der nok at gå i gang med på Club La Santa.

Til at styre løjerne har vi allieret os med nogle unge friske undervisere og kompetente instruktører. De vil under hele turen være både jeres aktivitetscoaches og aktive hyggeonkler.

Programmet for ungdomsturen tilrettelægges ud fra den endelige sammensætning af deltagerne. Der vil også være erfarne guider på udflugterne, når vi skal udforske den smukke vulkanø. Herudover vil der være et par voksne repræsentanter fra FMKB med på turen som tovholdere.

På stedet vil en læge være behjælpelig, hvis der skulle opstå behov.

Beskeden egenbetaling
Vi flyver naturligvis til og fra Lanzarote, og det koster også lidt at huse og bespise en større flok unge i en uge. Derfor må du selv bidrage med et beløb på kr. 1.300,- som egenbetaling.

All Inclusive
Ud over et passende antal lomme-euro skal du ikke bekymre dig om en masse andre udgifter. Egenbetalingen dækker således rejseforsikring, opsamlings- og afsætningsbus i Danmark, flyrejse, transfers, ophold i lejligheder, samtlige måltider, aktiviteter og udflugter.

Udrejse og hjemkomst i Billund
Afgang meget tidligt fredag morgen den 18. januar fra Billund Lufthavn og hjemkomst samme sted først på aftenen fredag den 25. januar 2019.

Foreningen sørger for opsamling og fælles transport med bus for deltagere fra/til Sjælland.

Nu skal du…
Huske at fortælle dine forældre, at du ønsker aktive oplevelser og et godt fællesskab på Lanzarote, udfylde begge sider af tilmeldingsblanketten, og sende den til Sekretariatet hurtigst muligt og absolut senest fredag den 30. november 2018.

I god tid før afrejse modtager du yderligere oplysninger med program, opsamling, tidspunkter etc.

Detaljer

Start: 18. januar, 2019
Slut: 25. januar, 2019
Begivenhed Kategorier: ,

Sted

Sted: Club La Santa Sport

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 8694 6930
Email:
Hjemmeside: www.fmkb.dk