Mange kender og husker med glæde Thorbjørn Egners herlige børnebog fra 1955 ”Folk og røvere i Kardemomme By” med flere folkekære sange som bl.a. ’Røvervise’ (… både Kasper og Jesper og Jonathan) og ’Papegøjen fra Amerika’.
Og netop disse sange kunne alle medlemsfamilier fra ”Familier med kræftramte børn” opleve i teaterforestillingen ”Folk og røvere i Kardemomme By” i MCH Herning Kongrescenter lørdag den 10. februar 2018.
Fra kl. 14.00 blev tilmeldte familier budt velkomne med vinterlækkerier til børn og voksne, inden den lukkede særforestilling for ”Familier med kræftramte børn” startede kl. 15.30.
Fortællingen om Kardemomme By var et kæmpe hit blandt det fremmødte publikum, og de tre røvere Kasper, Jesper og Jonathans velkendte sang bragte smilene frem på læberne og fik salen til at synge med.
En varm tak til MCH Herning Kongrescenter for lækkerierne og for den flotte opsætning og en stor tak til jer, som lagde vejen forbi.
Nedenstående billeder er taget fra MCH Kongrescenter Hernings Facebook-side.