Covid-19 har også sat Foreningen Familier med kræftramte børns traditionelle juletræsfester på stand by, men familierne kan alligevel fejre julen sammen – hver for sig!
Coronapandemien raser og familier med kræftramte børn er i mange tilfælde i risikogruppen. Derfor er de tre juletræsfester i henholdsvis Nordjylland, Midtjylland og på Sjælland erstattet af julepakker og digitale indslag.
I næste uge begynder vi at sende julepakker ud med bl.a. post, men også frivillige kører ud med pakker. Alle vores medlemmer har haft mulighed for at tilmelde sig eventet, som er en erstatning for juletræsfesterne. I alt vil 500 medlemmer fordelt over hele Danmark få en julepakke fra foreningen. De samme medlemmer kan deltage i vores virtuelle julefest, hvor de filmer, tager billeder eller noget helt tredje og deler det med alle vi andre på foreningens Facebookside eller Instagramprofil. Lige inden juleaften vælger vi den bedste præsentation af en julefest, og vinderen får et rejsegavekort på 10.000 kr. Det er ikke helt det samme som de festlige juletræsfester foreningen plejer at afholde, men et godt alternativ i en underlig tid, fortæller eventmanager Charlotte Kastbjerg.
Stor opbakning
Flere virksomheder støtter flot op om julefesterne og gør det muligt at sende fine og hyggelige pakker til familierne.
Vi har modtaget julegodter, gaver, popmajs, bolde, chips og andre lækkerier fra virksomheder og det sætter vi stor pris på. Senest har en papkasseleverandør sponsoreret samtlige flyttekasser, som gaverne pakkes i. Det betyder rigtig meget for vores familier, at der er virksomheder – og privatpersoner – der tænker på dem i en svær tid. Mange virksomheder har det selv svært, og derfor er vi yderst taknemmelige for at de alligevel finder overskud til at bidrage med juleglæden hos familier med kræftramte børn, som jo kan være endnu mere isoleret, når en pandemi raser i verden, forklarer eventmanageren.
Krydser fingre for juletræsfester i 2021
På trods af en usikkerhed håber foreningen Familier med kræftramte børn at de traditionsrige juletræsfester kan genoptages i 2021.
Vi håber meget på at vi igen i 2021 kan invitere alle vores medlemmer til juletræsfester. Det er altid så festligt og hyggeligt at holde juletræsfester, hvor medlemmer i alle aldre laver juledekorationer, danser om juletræ, spiser julemad og bare er sammen. Det er nu engang det julen også handler om og det håber vi i den grad på at vi kan i 2021. Men lige nu er fokus på en anderledes julefest sammen – hver for sig. Vi glæder os vildt til at se de mange indslag på Facebook og Instagram, så vi sammen kan skabe juleglæde til hinanden, slutter Charlotte Kastbjerg