Mette Kjær Vestbo Nielsen, 20 år, er klar til at smide sin paryk og minimere sit sminkeforbrug efter en uge blandt andre tidligere kræftramte unge på Club La Santa Sport.
Mette har sammen med en gruppe unge tilbragt uge 4 på Club La Santa Sport til FMKBs årlige camp, hvor sport og samvær er i fokus. Men i modsætning til alle andre, var det med stor nervøsitet Mette tilmeldte sig campen, da hun ikke kendte nogen på forhånd.
“Jeg var meget nervøs, da jeg tilmeldte mig FMKB-campen til Club La Santa Sport, for jeg kendte ingen, der skulle deltage, og jeg var bange for at blive mødt med masser af spørgsmål omkring mit (manglende lange) hår. Men jeg vidste med mig selv, at dette kunne være min mulighed for at komme videre blandt ligesindede, så tilmeldingen blev sendt afsted”.
Og dette viste sig at være en god idé, da Mette hurtigt faldt ind i fællesskabet, som også bekræftede hende i, at det var godt, hun havde ladet parykken og sminken blive hjemme. For denne tur handlede ikke om at gemme sig bag en facade eller spille en rolle – tværtimod. Denne tur handlede om at være en del af et fællesskab og om at være sig selv.
“Der er ingen, der har kigget eller kommenteret på mit (manglende lange) hår – det er helt underligt, men dejligt. Og jeg ser jo overhovedet ikke anderledes ud end de andre, og de ved jo heller ikke, at jeg har haft langt hår. Det er bare mig, der skal indse, at jeg ikke behøver paryk og sminke. Og jeg vil virkelig prøve at give mig selv lov til at være Mette version 2.0 og ikke tænke på, hvad andre mener. Turen har fået mig til at indse, at der er andre unge, der har været det samme igennem som mig, men de lever uden paryk og sminke – og når de kan, så kan- og skal jeg også”.
Det, at smide parykken og sminken, er blot et tiltag for Mette version 2.0. For Mette ønsker sig et liv som alle andre, hvor hun ikke skal være bange og tilbageholdende. Og hun er godt på vej. Mette har power og starter på gymnasiet igen efter et års pause, og livsglæden er ikke til at skjule.
Version 2.0 af Mette har set dagens lys – en Mette med masser af gåpåmod og uden paryk og sminke. Hun stråler og er smuk!