Gak og gøgl til FMKBs Sommercamp

Helt usædvanlig FMKB Sommercamp. Som sædvanligt. Fra lørdag den 30. juni til fredag den 6. juli.

Igen i år fløjter ’Familier med kræftramte børn’ op til en Sommercamp, som du aldrig glemmer. Sammen med en gruppe andre unge mellem 14 og 22 år går du helt bogstaveligt ombord i et væld af aktiviteter, der kan tage pusten fra enhver. Men ikke unge FMKB’ere.

Det gakkede aktivitetsprogram er ikke fastlagt endnu, men der bliver puslet med følgende:
Krydstogtskibet Costa Magica bliver chartret til at ankre op ved bredden i Tange Sø. Det er 242 meter langt, har 13 dæk og kan rumme 3.250 unge FMKB’ere, der serviceres af en besætning på 1.068. Her kan livet leves i sus og dus eller i ro og mag, men det bliver ikke tilfældet, for I skal også på land. Her bliver I bl.a. sendt på natløb, der består mere af nat end løb. I skal slå katten af tønden i bragende solskin, race rundt på 4-hjulede ATV’ere og spise blødkogte chokoladepåskeæg selv om det ikke er påske. Måske kommer astronauten Andreas Mogensen forbi og bringer jer med på rumvandring, og et hold af Michelinkokke lærer jer at lave ris á la mande på grillen. Når lejrbålet tændes, så kommer Radioens Pigekor og synger for til julens muntre sange. Eller I kan vælge at udfordre det russiske kvindelandshold i synkronsvømning i Tange Sø.

Såvel ombord på Costa Magica som på land vil der være Europas største akutberedskab, hvis nogen får svimmelanfald i vandrutchebanen på skibet eller i terrænet.

Som du kan se, er overraskelsernes tid ikke forbi – og flere venter!

Når du får invitationen og tilmelding med det uendelige program, er det nok ikke en god idé at vise det til dine forældre, hvis du bor hjemme. Så vil de også bare med…

Vi ses på FMKB Sommercamp i Ans og på Tange Sø fra og med lørdag den 30. juni til og med fredag den 6. juli. Glæd dig og skynd dig, når invitationen kommer. Der er et begrænset deltagerantal på 3.250!

PS: Andre organisationer er begyndt at arrangere og efterligne FMKBs sommercamps. Men det kan de ikke, for FMKB har opnået eneret på at chartre krydstogtskibe.