“Årets kunstner” maler hvert år et støttebillede til Familier med kræftramte børn. Salget af støttebillederne går ubeskåret til organisationens arbejde.
Støttebillederne er udført af nogle fantastiske kunstnere. Bag de smukke kunstværker, er der nogle varme og empatiske mennesker, som uden vederlag stiller deres malerier til rådighed for Familier med kræftramte børn.
Vi vil gerne takke disse kreative mennesker, da vi gennem salget af deres billeder kan give alle de udsatte familier nogle positive oplevelser i en svær tid.
Familier med kræftramte børn (FMKB) har i 2023 40-års jubilæum (1983 – 2023). I den forbindelse kan foreningen præsentere en ekstraordinær unik og speciel kunstner til årsbilledet 2023.
Familier med kræftramte børn har siden projektet “Årets kunstner” havde sin begyndelse i 2008, haft et stort ønske om netop at få denne kunstner som “Årets kunstner”
Derfor er det med stor glæde, stolthed og taknemmelighed at “Familier med kræftramte børn” kan afsløre årsbilledet til organisationens jubilæumsår 2023 og “Årets kunster” – Hendes Majestæt Dronningen.
”Blomster til Baudelaire”
Der er tale om et meget smukt værk med stor symbolsk betydning – spirende liv, optimisme, håb og glæde ved netop livet. Symboler som alle indgår i “Familier med kræftramte børns” DNA og daglige arbejde. Værket indgår i en billedserie af Hendes Majestæt Dronningen på i alt 4 værker. Serien hedder “Blomster til Baudelaire”. Dette værk hænger på Gråsten Slot.
Følg arbejdet for kræftramte børnefamilier i Danmark