Familier med
kræftramte børn

Landets største sommercamp

Landets største sommercamp for kræftramte unge er i fuld gang med temaet ”Året rundt på en uge”. Aldrig før har der været så mange tilmeldte, og FMKBs område i Ans bliver fuldt udnyttet til de mange aktiviteter, som de to lærere Line Helle Lauritzen og Thøger Rasmussen har planlagt i samarbejde med frivillige hjælpere.

De to lærere fik idéen til temaet ”Året rundt på en uge”, fordi de gerne ville præsentere de unge for så mange forskellige aktiviteter som muligt. Og kreativiteten hos de to lærere har ikke fejlet noget. Der har været aktiviteter til lands og til vands, og kreative opgaver som bl.a. ægpusteri, bygning af fuglekasser og forberedelse til charterfest er blot nogle af de finurlige idéer, de to lærere præsenterer de unge for.

Thøger Ramussen siger:

”Det er så dejligt for os at se, at de unge er så engagerede i forhold til det program, vi har lagt. De går til alle opgaver med krum hals, og det er tydeligt at se, at de har et godt fællesskab, og alle føler sig godt tilpasse. Følelsen af at afholde en sommercamp for unge, hvor de får en masse gode oplevelser og venskaber er præcis de tanker, som ligger bag sommercampen”.

I ugens løb vil foreningen lægge billeder op ivores billedalbum “Sommercamp 2018” på Familier med kræftramte børns Facebook side.