Indlæser Begivenheder

Universe på Als

17. september, 2016 - 10:00 - 16:00

Universe er en science- og oplevelsespark spækket med mange levende naturfænomener, spændende og inspirerende teknik og sjove maskiner.

Ifølge videnskaben udvider universet sig hele tiden. Det gør Universe i Nordborg på Als også og byder igen i år på endnu flere oplevelser.

Universe er placeret tæt ved Danfoss, Danmarks største industrikoncern.

Lørdag den 17. september inviterer ‘Familier med kræftramte børn’ alle familiemedlemmer med bedsteforældre og godkendte besøgsvenner til at besøge den store spændende oplevelsespark, som byder på utallige interessante nyheder i bl.a. Blå Kube, Cumulus og det store oplevelsesområde WaterWorks.

Herudover er Universe fyldt med store pavilloner med masser af interaktiv teknik, thermolab, fluid power og meget, meget mere med interesse for alle aldersgrupper.

Parkens aktiviteter er baseret på kulde, varme, bevægelse i en underholdende og interessant udgave af de teknikker, som Danfoss beskæftiger sig med i den daglige produktion. Formålet med parken er at begejstre børn og unge og skabe større interesse for teknologi og naturvidenskab.

Lokalet på 1. sal i Explorama er til fri disposition hele dagen kun for FMKB.
Her kan man søge ly i evt. dårligt vejr eller slappe lidt af med trætte børn.

Blå Kube
Naturens kræfter krydser klinger i den 23 meter høje Blå Kube, hvor vandet driver ned ad siderne i en stadig strøm.

Elementerne raser, og sanserne pirres i mødet med en kælvende gletsjer, en sprudlende vulkan, en sprøjtende gejser og buldrende torden og lynild. I den gigantiske ‘svedende isterning’ oplever man de vældige kræfter, som vores fantastiske klode kan slippe løs.

Cumulus
Cumulus tilbyder sjove og fede attraktioner, heriblandt dronebanen, 5D-biografen, fly-simulator og Robert Robot Show.

På dronebanen kan du selv prøve at flyve med en rigtig drone på træningsbanen. Her får du mulighed for at styre en drone gennem et landskab med forskellige forhindringer og score points ved at lande præcist.

Den virtuelle væg i Cumulus giver i Robert Robot Show illusionen af at være en del af en animeret film. Showet kombinerer den allernyeste teknologi og kreativ underholdning.

WaterWorks
Det store vandområde WaterWorks er først og fremmest sjov leg med vand på en meget anskuelig og letfattelig måde. De helt små familiemedlemmer får deres eget vandområde med vandsluser, lette vandpumper og sandleg. De lidt større deltagere får endnu flere vandaktiviteter til at udforske vandets mange kræfter.

Segway
Det sjove lille køretøj Segway er konstrueret på baggrund af teknologien omkring selve gyroskopet. Og dermed loven om impulsmomentets bevarelse, hvis det måtte have nogen interesse og give mere forståelse for virkemåden.

I det lille køretøj er der indbygget ikke mindre end fem gyroskoper, der sørger for, at man ikke vælter, når man står på vognens platform.

Prøv en tur på en Segway. Det er ganske ukompliceret og fantastisk sjovt!

Gratis picnicpose
Deltagelse i arrangementet er helt gratis, og når sulten nærmer sig, udleveres der mellem kl. 12 og 13 en gratis picnicpose, frugt samt en valgfri sodavand eller selve professorens kildevand. Måltidet kan herefter nydes når og hvor man har lyst og behov – f.eks. i et af parkens mange picnic områder eller i lokalet på 1. sal i Explorama.

UNIVERSE-konkurrence
Nej, det er ikke en skønhedskonkurrence, men i UNIVERSE konkurrencen kan alle deltagende familier være med i en spændende familiekonkurrence, hvor man rundt i parken skal finde svar på nogle ganske enkle spørgsmål.

Blandt alle rigtige besvarelser bliver der ved dagens afslutning udtrukket ikke mindre end 5 vindere, som hver vil få muligheden for et gratis ophold på Hotel LEGOLAND med overnatning for to voksne og to børn – inkl. 2 dages indgang til LEGOLAND og stor morgenbuffet. Konkurrenceark bliver udleveret ved ankomsten til Universe.

Universe er denne dag også åben for andre gæster. Alle gældende isolationsregler kan således kun overholdes i lokalet på 1. sal i Explorama, men en stor del af aktiviteterne foregår udendørs, så smittefaren er begrænset.

Så ta’ med til Nordborg og Universe lørdag den 17. september, giv hjernen og motorikken noget at tygge på og oplev, at sjov også er videnskab!

Vi kan anbefale, at man også orienterer sig på hjemmesiden: www.universe.dk

Her kan man finde mange informationer og spændende interaktive udfordringer.

Til alle der mener, at de i forvejen er meget og tilstrækkeligt kloge: Grib alligevel chancen og få en god dag sammen med nogle af Foreningens mere beskedne gemytter!

Udfyld tilmeldingsblanketten hurtigst muligt og send den til Foreningens Sekretariat senest mandag den 22. august. Nogle få dage før arrangementet vil alle tilmeldte modtage adgangsbilletter m.v., som skal medbringes.

Herefter skal deltagerne blot finde Mads Patent Vej 1, 6430 Nordborg på Als.

Og det skulle vel ikke være så svært som at beregne impulsmomentets bevarelse…

Med venlig hilsen og på gensyn,
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 17. september, 2016
Tidspunkt: 10:00 - 16:00

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk