Indlæser Begivenheder

Universe på Als

27. maj - 10:00 - 16:00
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Universe er spækket med mange levende naturfænomener, spændende og inspirerende teknik og sjove maskiner, der underholder, udfordrer og aktiverer hele familien.

Parkens aktiviteter er baseret på kulde, varme, bevægelse i en populær og interessant udgave af de teknikker, som Danfoss beskæftiger sig med i den daglige produktion. Formålet med parken er at begejstre især børn og unge og skabe større interesse for teknologi og naturvidenskab.

Lørdag den 27. maj inviterer ‘Familier med kræftramte børn’ alle familiemedlemmer med bedsteforældre og godkendte besøgsvenner til at besøge den store oplevelsespark, som i år byder på mange interessante nyheder.

Herudover er Universe fyldt med store pavilloner med masser af interaktiv teknik, thermolab, fluid power og meget, meget mere med interesse for alle aldersgrupper.

Lokalet på 1. sal i Explorama er til fri disposition hele dagen kun for FMKB.
Her kan man søge ly i evt. dårligt vejr eller slappe lidt af med trætte børn

Nyheder 2017:

Virtual Reality
Med åbningen af en ny Virtual Reality udstilling på 400 m2, sætter Universe teknologien i højsædet. Udstillingen byder på 11 rum med forskellige oplevelser og spil, bl.a. det verdensberømte Minecraft. Der kan også køres ræs mod de andre i Raceroom eller prøv at udfordre hjernen ved at “gå planken ud” eller bliv en ny Van Gogh i Google Tilt Brush.

El-biler
Universes yngste gæster kan nu også teste deres køreevner og viden om elbiler på vores nye elbil-bane.

Dome
Universe byder i år også på en Full Dome filmoplevelse i en 3600 rejse ud i solsystemet.

Den kinesiske have
På en rundtur i den nyanlagte kinesiske have kan man nyde Bitten Clausens kinesiske hus og de mange asiatiske planter og træer.

APP til telefonen
Som noget nyt lancerer Universe også en APP til telefonen, som åbner for endnu flere oplevelser og aktiviteter i parken. Via Appen kan man skyde med vandkanoner, lave sæbebobler eller skrive sine egne vandbeskeder i det helt unikke Watermark.
Man kan også finde parkens små finurlige historier ved gå på skattejagt via APPen.

Besøg også de mange andre aktiviteter:

Blå Kube
Naturens kræfter krydser klinger i den 23 meter høje Blå Kube, hvor vandet driver ned ad siderne i en stadig strøm.

Cumulus
Cumulus tilbyder sjove og fede attraktioner, heriblandt dronebanen, 5D-biografen, fly-simulator og Robert Robot Show.
Den virtuelle væg i Cumulus giver i Robert Robot Show illusionen af at være en del af en animeret film. Showet kombinerer den allernyeste teknologi og kreativ underholdning.
WaterWorks
Det store vandområde WaterWorks er først og fremmest sjov leg med vand og vandets kræfter på en meget anskuelig og letfattelig måde.

Segway
Prøv en tur på en Segway. Det er ganske ukompliceret og fantastisk sjovt.

I det lille køretøj er der indbygget ikke mindre end fem gyroskoper, der sørger for, at man ikke vælter, når man står på vognens platform.

Fødselsdagsfest for Robert
Lørdag den 27. maj har Robert Robot fødselsdag og det bliver fejret med maner.
Dagen starter med at synge fødselsdagssang for Robert og hygge med bl.a. hoppeborg, bungee jump for børn, waterballs ved indgangen. Der er gratis popcorn til hele familien.

Gratis picnicpose
Deltagelse i arrangementet er helt gratis, og når sulten nærmer sig, udleveres der mellem kl. 12 og 13 en gratis picnicpose, frugt samt en valgfri sodavand eller selve professorens kildevand. Måltidet kan herefter nydes når og hvor man har lyst og behov – f.eks. i et af parkens mange picnic områder eller i lokalet på 1. sal i Explorama.

UNIVERSE-konkurrence
Nej, det er ikke en skønhedskonkurrence, men i UNIVERSE konkurrencen kan alle deltagende familier være med i en spændende familiekonkurrence, hvor man rundt i parken skal finde svar på nogle ganske enkle spørgsmål.

Blandt alle rigtige besvarelser bliver der ved dagens afslutning udtrukket ikke mindre end 5 vindere, som hver vil få muligheden for et gratis ophold på Hotel LEGOLAND med overnatning for to voksne og to børn – inkl. 2 dages indgang til LEGOLAND og stor morgenbuffet. Konkurrenceark bliver udleveret ved ankomsten til Universe.

Universe er denne dag også åben for andre gæster. Alle gældende isolationsregler kan således kun overholdes i lokalet på 1. sal i Explorama, men en stor del af aktiviteterne foregår udendørs, så smittefaren er begrænset.

Giv hjernen og motorikken noget at tygge på og oplev, at sjov også er videnskab!

Udfyld tilmeldingsblanketten hurtigst muligt og send den til Foreningens Sekretariat senest fredag den 5. maj. Nogle få dage før arrangementet vil alle tilmeldte modtage adgangsbilletter m.v., som skal medbringes.

Detaljer

Dato: 27. maj
Tidspunkt: 10:00 - 16:00

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk