Indlæser Begivenheder

Ungdomstur til Bellahøj og Bakken

21. august, 2015
Gratis

Der er en middelsvær fornøjelse at invitere dig på en ungdomstur sammen med en masse andre på ca. 14 -22 år, der har haft en kræftsygdom. Lige så stor en fornøjelse er det at meddele, at det hele bliver både sjovt, hyggeligt og meget interessant.
 
Meeen… Du skal sørge for ikke at have andre pligter, aftaler og arrangementer fra fredag over middag til søndag klokken hvem ved hvad. Du skal også sørge for ikke at have ret mange penge med, for din meget flinke forening er sponsor for langt det meste.
 
Selv transporten for jyder og fynboer er on the house. En helt tilfældig lille is eller en hoter undervejs må du dog selv punge ud for.
 
Nu til det alvorlige!
Løjerne starter fredag den 21. august kl. 17.00, hvor alle deltagerne strater med at checke ind på Danhostel Copenhagen Bellahøj. Når rygsækken er smidt på køjen, er der fælles spisning, hvor menuen står på alskens spændende livretter.
 
Derefter er der præsentationsrunde, og vi aktiviteteshygger, hvad det så end betyder. Herefter er aftenen fri, og du får endelig tid til at checke din iPhone eller Tablet. Kl. 23.00 ringer klokken, og alle skal sove.
 
Allerede mellem kl. 8 og 9 lørdag er der morgenmad, for vi skal en tur ud til Den Blå Planet og se, hvordan den vidunderlige verden under havets overflade ser ud. For at samtlige deltagere skal kunne se og opleve alle miraklerne, er der kort efter ankomsten booked dygtige guider til at vise os dem ved en fælles rundvisning. Bagefter vil der være mulighed for at strejfe lidt rundt på egen hånd.
 
Så går turen ellers ind til Strøget, hvor du kan opleve et væld af gøglere, fupmagere, musikanter, sælgere af små plastikænder samt nigerianske ure og meget andet. Undervejs skal vi dog lige løse et par spændende holdopgaver.
 
Ved ½-5 tiden ta´r vi tilbage til  Bellahøj og slapper af. det kan man jo gøre på mange måder, men det står fast, at der er fælles spisning omkring kl. 18.00. De næste timer hygger vi os med fælles aktiviteter, og hvad man selv har lyst til. Klokken ringer igen kl. 23, og det betyder jo, at alle skal sove.
 
Der er nu blevet søndag, og så er der både æble- og orangejuice til alle ved den store fællesmorgenmadsspisningsseance. Herefter slutter vi lynhurtigt af og begiver os ud til Bakken i Dyrehaven, hvor vi mødes med alle de andre fra Foreningen, som er troppet op til en dejlig dag i Danmarks ældste forlystelsespark. Her får du et gratis turbånd til alle forlystelserne, et herligt måltid mad og fortsat godt samvær, nu med alle aldersgrupper.
 
Se, er det ikke bare en weekend, hvor du sagtens kan undvære undulaten, fodbolden, Barbie & Ken, Basim, motionscyklen, Lars Løkke, Tulle, Mette, Johanne og din mors eller egen mad?
 
Hvis du er enig heri, skal du melde dig til alle tiders lange weekend med lynets hast. Vi har begrænset antallet af tilmeldte på ungdomsturen til 980, så du skal skynde dig. Du behøver ikke at spørge dine forældre om lov, for de skal også selv på Bakken. De skal nok også sørge for, at du kommer sikkert hjem, hvis ikke du tager med gratis fælles bustransport.
 
Formelt
Du skal lige screene tilmeldingsblanketten, udfylde den og sende den til Sekretariatet senest fredag den 31. juli. Husk det nu!
 
Når Sekretariatet har modtaget din tilmelding, og vi har godkendt din ansøgning, modtager du nogle dage før afgang besked om opsamlingstider, billetter og alt muligt andet nødvendigt.
 
HUSK!
Hvis du er tilmeldt denne ungdomstur – så er du også tilmeldt turen på Bakken om søndagen. Du skal altså IKKE tilmelde dig denne aktivitet særskilt.
 
Med venlig hilsen og på gensyn
Familier med kræftramte børn
Ungdomsafdelingen

Detaljer

Dato: 21. august, 2015
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk