Indlæser Begivenheder

Tørningspillet med picnic

19. juni, 2014
Gratis

Igen i år kan ‘Familier med kræftramte børn’ med stor glæde invitere til forpremiere på årets Tørningspil ‘Lyv aldrig for en pruthest’, som opføres af Teater og Musikgruppen Tørning Mølle.
 
Det er ganske gratis at deltage i både den dejlige picnic før forestillingen og selve forestillingen.
 
Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle er atter klar med en forestilling i de meget smukke omgivelser ved Tørning Mølle.
 
Traditionen tro vil ‘Familier med kræftramte børn’ meget gerne igen invitere alle medlemsfamilierne til at overvære årets forestilling, så det er en god idé allerede nu at sende familiens tilmelding og reservere torsdag den 19. juni til nye spændende oplevelser og godt samvær.
 
Årets forestilling ‘Lyv aldrig for en pruthest’ er en finurlig historie om en lille ø, hvor den lille viser er faldet ned fra tårnuret, så ingen ved, hvad klokken er.
 
På øen bor der nemlig en hest, der prutter, når man lyver. Engang var braget så højt, at uret gik i stykker.
 
Øen blev for mange år siden ejet af en mand, som lovede, at øen ville overgå til befolkningen, hvis ikke hans arving inden 100 år gjorde krav på den. Eftersom øens ur ikke virker, ved man på øen ikke, hvor mange år der er gået, siden løftet blev afgivet – men man er overbevist om, at øen nu tilhører befolkningen.
 
Til øen kommer amerikaneren Mr. Mannimoni med sine matroser og skaber kaos i paradiset. Mr. Mannimoni er føromtalte arving, og han påstår naturligvis, at de 100 år endnu ikke er gået, men mon ikke, det er løgn… det kan vi jo høre på pruthesten!
 
Den festlige musical er skrevet af Volmer Krohn og Bente Hedegaard.
 
Forestillingen er en forpremiere på de ordinære forestillinger, overværes i det fri og finder sted torsdag den 19. juni og starter kl. 19.00 og slutter ca. kl. 21.00.
 
Gratis Mølle-buffet og dessert overraskelse til alle.

Kom kl. 17.30 og få et herligt måltid!
Tørning Mølle ligger i nogle meget naturskønne omgivelser ved Tørning Sø, og dem kan du nyde sammen med de øvrige deltagere, når Foreningen er vært ved en ganske gratis picnic incl. øl/vand i det fri. Hvis vejrliget ikke skulle vise sig fra sin bedste side, har vi naturligvis sikret os, at vi i stedet kan spise inden døre i den gamle mølle.
 
Årets picnic-menu består af en dejlig buffet med rigtig lækkert møllemørt kød, dejlige salater, forskellige kartofler, flutes m.v.
 
Til dessert er der en overraskelse, og man kan spise lige så meget, som man orker!
 
Picnic’en starter kl. 17.30, altså 1½ time før tæppet går til forestillingen kl. 19.00.
I pausen, bydes der på kaffe og kage.
 
Hør om og se Tørning Mølle
Kommer familien i god tid før picnic’en, vil en lokalkendt vise rundt og fortælle den spændende historie om Tørning Mølle.
 
Hvem kan deltage
Alle foreningens familiemedlemmer, CanTeen- og “Senvirknings”-medlemmer samt personale på børnekræftafdelingerne kan deltage. Det er ligeledes besluttet, at bed­steforældre og besøgsvenner til børnene blandt vore familiemedlemmer også meget gerne må inviteres med.
 
Arrangementet er således forbeholdt deltagere, der er inviteret af ‘Familier med kræftramte børn’. Medlemskab af Foreningen er ikke nødvendigt, men deltagelse for­udsætter, at man ikke udgør en smitterisiko for børn i kræftbehandling.
 
Tilmelding
Tilmelding sker ved at udfylde og indsende vedhæftede tilmeldingsblanket senest mandag den 2. juni Deltagelse er helt gratis.
 
Det kan oplyses, at normalpriserne for samme type billetter er kr. 40,-/80,- pr. stk. Herudover kommer værdien af den gratis picnic til ca. kr. 150,- pr. deltager, hvis man også ønsker at deltage i denne.
 
De tilmeldte deltagere vil nogle få dage før arrangementet få tilsendt bekræftelse på deltagelse samt adgangsbilletter, praktiske informationer m.v.
 
Praktiske oplysninger
Forestillingen starter kl. 19.00 og finder sted på Tørning Mølle, Hammelev i nærheden af Vojens. Kører man ad motorvejen, drejes fra ved afkørsel nr. 68 mod Vojens.
 
Når man ca. 1 km længere fremme har passeret Hammelev drejes til venstre mod Tørning Mølle, der herefter nås efter ca. 1 km’s kørsel.
 
Man bedes møde op i god tid før picnicarrangementet/forestillingen.
 
 
Mange hilsener og på gensyn til en dejlig sommeraften i det fri

Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 19. juni, 2014
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk