Indlæser Begivenheder

Tivoli – alle jyder, fynboer m.fl.

10. april - 11:00 - 17:00
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Velkommen til 175 års jubilæum i TIVOLI

TIVOLI blev grundlagt af Georg Carstensen i 1843, hvor dørene blev åbnet den 15. august. Havens areal er i dag stort set det samme som dengang, og gæsterne var allerede fra starten bjergtagede af det elegante og eksotiske anlæg.

TIVOLI er den suverænt mest besøgte turistattraktion i Danmark med ca. 4,6 mill. besøgende om året. Parken er Europas tredje mest besøgte forlystelsespark, kun overgået af Disneyland Paris og Europa-Park i Tyskland.

Meget er sket siden åbningen i 1843, hvor der kun var en rutsjebane og en enkelt karrusel.

Besøget i TIVOLI er et af Foreningens største arrangementer i løbet af året, og det samler hver gang over 2.000 deltagere, som denne dag kan nyde havens mange forlystelser og aktiviteter.

Tirsdag den 10. april vil der også være få andre gæster i haven, og alle gældende isolationsregler kan således ikke overholdes. Men, da rigtig mange af aktiviteterne foregår udendørs, og vores besøg finder sted på en dag og i et tidsrum med et begrænset antal øvrige besøgende, vil smitterisikoen være begrænset.

Alle, der er underlagt særlige isolationsregler, vil dog blive tilbudt at kunne indtage frokost i et separat lokale, hvor kun inviterede af FMKB har adgang.

Frokost i hold
Midt på dagen vil Foreningen være vært ved en frokost, hvor man kan vælge mellem mange restauranter og spisesteder med forskellige menuer. Da et par tusinde deltagere forventes gerne at ville spise frokost på nogenlunde samme tid, vil spisningen derfor foregå i hold.

’Frokostbilletten’ har en værdi på kr. 150,00, og ønsker man ikke at spise frokost, kan billetten anvendes til anden mad og drikke eller fornøjelser – helt efter eget valg i en af TIVOLIs mange forretninger og boder. Forbrug derudover vil som vanligt være for egen regning.

I forbindelse med spisningen kan familier, der er underlagt særlige isolationsregler, spise i et separat lokale – husk blot at udtrykke ønske herom på tilmeldingsblanketten.

Årets store forlystelsesnyhed
Fra sæsonstart kan TIVOLIs gæster prøve en helt ny forlystelse, der henvender sig til både vovehalse og hele familien. Tik Tak afløser Snurretoppen, som har kørt mere end 14 mio. ture.

Tik Tak hvirvler og kaster gæsterne rundt – godt fastspændt på en tidsrejse i høj fart, hvor man med garanti godt kan blive rundtosset.

Underholdning
Når dagen nærmer sig sin afslutning, vil der være underholdning fra den nye scene Orangeriet.

Programmet er endnu ikke fastlagt, men landets ypperste arrangører og impresarioer er i fuld gang, og man skal ikke blive forbavset, hvis man vil kunne komme til at opleve en optræden i bedste internationale klasse.

Men glæd jer under alle omstændigheder til en spændende overraskelse.

Hvem kan deltage?
Alle kræftramte børn og unge samt deres familier fra hele Danmark er velkomne. Det er ligeledes besluttet, at bedsteforældrene til de syge børn meget gerne må inviteres med.

De i relation til isolationsbestemmelserne ”godkendte” besøgsvenner (børn) er også velkomne til at deltage i arrangementet.

Invitationen gælder også personalet på alle hospitalsafsnit, ambulatorier, institutioner, organi­sationer m.v., der har relation til behandlingen af kræftsyge børn og unge. Man behøver altså ikke være medlem af ’Familier med kræftramte børn’ for at kunne deltage, det er tilstrækkeligt at tilhøre målgruppen.

Vi håber, at specielt de isolerede børn og deres familier vil deltage og få nogle fælles positive sociale oplevelser, som de ellers er afskåret fra.

Dog skal vi som altid i forbindelse med Foreningens arrangementer minde om, at deltagelse af personer, der udgør en smitterisiko over for børn i kræftbehandling, som bekendt ikke er sær­ligt hensigtsmæssigt.

Detaljer

Dato: 10. april
Tidspunkt: 11:00 - 17:00
Begivenhed Kategorier: , ,

Sted

Sted: Tivoli
Adresse: Vesterbrogade 3
København V, 1630 Danmark

+ Google Map
Telefon: +45 33151001
HJemmeside: www.tivoli.dk

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk