Indlæser Begivenheder

Til Julebal i Nisseland

9. november, 2013
Gratis

Tivolis Koncertsal lægger scene til en rigtig hyggelig familiemusical for publikum i alle aldre, der er baseret på tegneserien og de gamle Far til Fire film.
 
Musicalen er helt ny og skrevet af ingen mindre end brødrene James og Adam Price.
 
Som et lille kuriosum spillede brødrenes egen mor, Birgitte Bruun, senere Birgitte Price, oprindeligt Søs i de første mange film.
 
Som i gamle dage
Da Kaj Engholm i slutningen af fyrrerne skabte tegneserien Far til Fire, var han nok ikke klar over, hvor mange generationer der ville elske hans værk. I efterårsferien 2005 kom den første i rækken af de ‘nye’ Far til Fire film, og det er nu blevet til seks film i alt, som er set af over 2,5 millioner mennesker i biograferne.
 
Brødrene Price har primært taget udgangspunkt i tegneserien og de gamle film fra før verden og ikke mindst julen gik af lave.
 
De største klassikere af Sven Gyldmark indgår således i forestillingen, herunder den udødelige ‘Til julebal i Nisseland’. Som supplement til de kendte klassikere har James Price desuden komponeret en del ny musik.
 
Til forpremiere
‘Familier med kræftramte børn’ inviterer til en lukket forpremiere på denne meget spændende forestilling lørdag den 9. november kl. 12.00.
 
Til julebal i Nisseland opføres i Tivolis Koncertsal, som er en af landets største og har en helt fantastisk akustik. Salen rummer pladser til et publikum på 1.626 personer, så der bliver sandsynligvis plads til alle, der ønsker at overvære en ny, rigtig hyggelig familiemusical baseret på en meget velkendt og yderst populær historie.
 
Hvem kan deltage
Foreningen råder over samtlige 1.626 pladser i Tivolis Koncertsal, og da der ikke kommer andre publikummer i salen end inviterede af ‘Familier med kræftramte børn’ kan alle familier med et barn i intensiv behandling også trygt deltage.
 
Alle bedsteforældre til de syge børn, godkendte besøgsvenner og personale fra børne­kræftafdelingerne er også meget velkomne. Så ingen behøver at holde sig tilbage!
 
Tilmelding
Familiens deltagelse er gratis, men den forudsætter en tilmelding, som skal være Sekretariatet i hænde senest onsdag den 30. oktober.
 
Tag med FMKB og Far til Fire til Julebal i Nisseland!

Med venlig hilsen og på gensyn
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 9. november, 2013
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk