Indlæser Begivenheder

Ta´til Forårsfestival i biffen!

2. maj, 2015
Gratis

Familier med kræftramte børn har i en årrække haft et godt samarbejde med Nordisk Film Biografer (NFB) og det er en fornøjelse endnu engang at kunne invitere alle vores familiemedlemmer til en god og sjov filmoplevelse.
 
Også denne gang er der tale om 2 gode premierefilm! Så velkommen foran det store hvide lærred, som med garanti giver en helt anden oplevelse end familiens fladskærm hjemme i stuen, uanset størrelse.
 
Så find frem til NFB Dagmar i København og NFB i Odense, Aarhus eller Aalborg! I de fire store biografer bliver der vist to film samtidig, og alle i familien må derfor vælge. Den ene film er animationsfilmen “Hjem”, i den anden film “Skammerens datter”, for de lidt større børn, møder vi Lene Kaaberbøls eventyrunivers.
 
Lukkede forestillinger
Forestillingerne er lukkede særforestillinger, hvor der kun er adgang for inviterede af “Familier med kræftramte børn”, og derfor kan børn i isolation også trygt være med. Bedsteforældre og personale fra børnekræftafdelingerne er også meget velkomne. Det samme gælder de efter isolationsreglerne “godkendte” besøgsvenner. Deltagelse er helt og aldeles gratis – der er god plads til alle!
 
Man behøver således ikke være medlem af “Familier med kræftramte børn” for at kunne deltage – man skal blot tilhøre målgruppen.Vi understreger dog, at deltagelse kun er for personer, der ikke udgør nogen smitterisiko for børn i kræftbehandling.
 
Hvor og hvornår vises filmene?
København kl. 10.00: NFB Dagmar, Jernbanegade 2
Odense kl. 10.00: NFB Odense, Banegård Center (speciel indgang)
Aarhus kl. 10.00: NFB Aarhus, Skt. Knuds Torv 15
Aalborg kl. 10.00: NFB Aalborg, John F. Kennedys Plads
 
I alle biograferne åbnes dørene en halv time før filmene starter, så der bliver tid til at forsyne sig med lidt slik, sodavand, popcorn og alle de andre vente- og filmgodter.
 
“Hjem” varer 1 time og 34 min., mens spilletiden på “Skammerens datter” er 1 time og 36 min. Filmene vises samtidigt.
 
Billetter og et par praktiske oplysninger bliver tilsendt nogle få dage før filmene ruller henover lærredet. Men husk nu familiens tilmelding, som skal være modtaget på Foreningens Sekretariat senest mandag den 20. april!
 
 
 
Den ene film: Hjem
I “Hjem” bliver Jorden invaderet af rumvæsnerne Bøv, der søger et nyt hjem.
Bøverne overtager alverdens store byer og efterlader menneskeheden for sig selv i Australien.
 
Men et nyt hjem har ikke givet Bøverne færre problemer, og da den uheldige Bøv, Oh, sender en housewarming-invitation ud, ender indbydelsen med stor sandsynlighed i de forkerte hænder og dømmer Jorden til undergang. På flugt, og sammen med pigen Tip, forsøger Oh nu at råde bod på sin fejltagelse, mens det umage par tager på en farefuld, eventyrlig rejse for at finde Tips mor.
 
Animationsfilmen “Hjem” handler om to personer fra hver sin ende af universet, som ikke rigtig passer ind der, hvor de kommer fra, og som begge skal lære, at det er OK at være anderledes.
 
Filmen er instrueret af manden bag ‘Antz’ og ‘Over hækken’, og de originale stemmer leveres af Jim Parsons og Rihanna, der også står for filmens sange samt Jennifer Lopez og Steve Martin. “Hjem” vises med dansk tale.
 
Den anden film: Skammerens datter
Fantasy-filmen “Skammerens datter” handler om den unge pige Dina, der er datter af Melussina – også kendt som Skammeren. Dina har arvet sin mors evne til at skamme, dvs. at se folks skam, når hun ser dem i øjnene.
 
Da Dinas mor kaldes til hoffet for at opklare et brutalt mord, der peger på tronfølgeren som morder, vendes den lille piges tilværelse på hovedet. Snart er Dina og hendes nærmeste indblandet i en konflikt mellem den gode Prins Nicodemus og hans stedbror Drakan, der udspringer af den sidste drageorden.
 
“Skammerens datter” er filmatiseringen af Lene Kaaberbøls første bind i bogserien “Skammerens børn”. De storsælgende ungdomsromaner om magiske evner, drager og onde regenter er det danske svar på fantasy-universer som Harry Potter, ‘Ringenes Herre’ og ‘Game of Thrones’.
 
Kenneth Kainz har instrueret, Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet, og på rollelisten ses bl.a. Peter Plaugborg, Jakob Oftebro, Maria Bonnevie samt debutanterne Rebecca Emilie Sattrup og Petra Maria Scott.
 
 
Med venlig hilsen – og rigtig god biftur til alle
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 2. maj, 2015
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk