Indlæser Begivenheder

Tall Ships Races i Aarhus

5. juli, 2013
Gratis

Det er ikke hver dag, man får mulighed for at komme ombord i et 70 meter langt og 40 meter højt 3-mastet sejlskib. Men lige nu får du og din familie det.
 
Aarhus Havn er i år starthavn for The Tall Ships Races med deltagelse af de største sejlskibe i verden, og fredag den 5. juli fra kl. 15.30 til 18.00 har ‘Familier med kræftramte børn’ mulighed for at komme ombord og se det smukke skib Gulden Leeuw. Ombord på skibet bliver der serveret en let forfriskning.
 
Benyt lejligheden og ta’ en tur på Aarhus Havn og oplev verdens største og smukkeste sejlskibe, nyd alle de mange gratis aktiviteter på havneområdet og kom ombord på verdens største tremastede topsejlsskonnert.
 
Der er tilmeldt 104 sejlskibe fra 17 nationer til The Tall Ship Races 2013, og de kommer med tilsammen i alt ca. 3.000 besætningsmedlemmer.
 
Et stort område på Aarhus Havn er eventområde, og der vil være gang i et utal af gratis aktiviteter og forlystelser. Bl.a. er der fredag aften koncert med Savage Rose.
Læs selv mere om det store program på: www.tsraarhus.dk
 
Eventområdet ligger på Mellemarmen mellem bassin 1 og 4. Her ligger Gulden Leeuw til kajs ved “Pieren” som skib nr. 14. Følg skiltningen i byen og på havnen eller kik selv nærmere på: www.tsraarhus.dk/da/Program/Kort.aspx
 
Tilmelding: OMGÅENDE
‘Familier med kræftramte børn’ har først på et relativt sent tidspunkt fået tilbudt billetter til at komme ombord på Gulden Leeuw, så derfor skal tilmelding ske absolut omgående. Alle – både voksne og børn – skal have en billet, som skal afleveres ved ombordstigning. Billetter bliver tildelt efter først-til-mølle princippet og tilsendt straks.
 
Den gyldne løve
Gulden Leeuw (Den gyldne løve) er en tremastet topsejlsskonnert, oprindeligt bygget i 1937 som det oceangående havundersøgelsesskib Dana for det danske landbrugs- og fiskeriministerium. Skibet blev i 2009 ombygget af et hollandsk konsortium til verdens største tremastede skonnert og anvendes i dag som skoleskib.
 
Med venlig hilsen
Familier med kræftramte børn
 
PS: Vi gør opmærksom på, at der i hele eventområdet naturligvis også er fri adgang for andre publikummer uden nogen tilknytning til ‘Familier med kræftramte børn’.

Detaljer

Dato: 5. juli, 2013
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk