Indlæser Begivenheder

Med denne invitation sender vi en særlig hilsen til søens folk. For 18. gang får de nu mulighed for at kaste snøren ud i Skyggehale Lystfiskersø ved Karup Å, og på land er der sørget for rigtig gode faciliteter og aktiviteter til de ikke-fiskende.

Store Mededag er for fiskeinteresserede i alle aldersklasser og for alle andre interes­serede i lige så mange aldersklasser. Hvis man er sikker på, at der går kludder i snø­ren, er der masser af aktiviteter, underholdning og konkurrencer på landjorden.

Store Mededag er nemlig også meget andet end fiskeri.

For alle fiskere
Hver person må kun fiske med én stang, men du må selv bestemme, hvad den er lavet af. Du må også selv om, hvad du putter på linen. Spinner, flue, orm, whopler, Power Bait eller alt muligt andet, som du tror, har ørredinteresse.

I løbet af dagen er der konkurrencer om, hvem der fanger den største, den mindste, flotteste, mest besværlige og morsomste fisk. Der er naturligvis flotte præmier til alle børnene, også til dem, der måske synes, at det er synd for fiskene at fange dem!

Husk at medbringe dit eget grej. Der vil være professionelle instruktører til stede, som med ormevante fingre vil hjælpe de mindre kyndige med råd og dåd.

Også for ikke-fiskere
Store Mededag er en aktivitetsdag, der byder på oplevelser for alle. Ikke mindst er der rig lejlighed til at få en god snak med andre familiemedlemmer, og på land er der arrangeret konkurrencer og lege for børnene, mens de voksne hygger sig med a nice cup of coffee, en ørredøl eller en søvand.

Så for at det hele nu ikke bare skal gå totalt i fisk, bliver der altså også rigeligt med spændende og underholdende ”landligger” aktiviteter for alle ikke-fiskere.

Ørredguf og andet godt for alle
Ved middagstid bliver kæmpe grillen og røgeovnene tændt, og de vil tage vel imod noget af dagens fangst samt en masse andre grillegnede fødevarer.

Hertil en fiskeøl/vand efter eget valg. Da de store griller sandsynligvis ikke kan følge med ved bespisning af de rigtig mange og meget sultne deltagere, vil der efter behov også blive suppleret op med andre kulinariske tilbud!

Ræs på Arctic Cat ATV (børne- og voksenmodeller)
Legesyge børn og voksne kan allerede fra kl. 10.00 få deres lyst styret med en tur på Foreningens egne 6 stk. Arctic Cat ATV (All Terrain Vehicle). Tryk håndtaget i bund på de kraftige 4-hjulede motorcykler på en lukket bane, så vi ikke skræmmer fiskene.

Er du et lidt roligere gemyt, sker der også løbende ting og sager i de store telte, der også luner lidt, hvis vejret skulle blive lidt ruski. Således bliver der også i år sørget for teltkapacitet til alle, hvis man ønsker at opholde sig indendørs på grund af vejrliget!

Alt er ganske gratis for alle deltagere, og det skyldes ikke mindst et tæt og godt sam­arbejde med en række velvillige partnere og sponsorer, som støtter arrangementet.

Dagens program ser i hovedtræk sådan ud
Kl. 09.30   Vi mødes i det store telt til juice, morgenkaffe/the og rundstykker

Kl. 10.00   Fiskeriet og konkurrencerne starter. ATV kørsel på lukket bane starter

Kl. 11.00   Grillen og røgeovnene gøres klar

Kl. 12.00  Der grilles og røges, spises og råhygges med underholdning undervejs

Kl. 13.00   Fiskeriet fortsætter, mens nogle tager en tur på en Arctic Cat ATV

Kl. 14.30  Fiskeriet og ATV kørsel slutter

Kl. 15.00   Præmieoverrækkelser m.v.

Kl. 15.30  Afslutning og tak for i dag

Tilmelding
Husk, at tilmelding til Sekretariatet skal ske senest fredag den 3. august på den vedhæftede tilmeldingsblanket. Tilmeldte deltagere vil få tilsendt gyldigt ”fisketegn” sammen med en række praktiske oplysninger nogle dage før arrangementet.

Vi gør som sædvanligt opmærksom på, at det ikke er hensigtsmæssigt at deltage, hvis man på nogen måde udgør en smitterisiko over for børn i intensiv behandling.

Detaljer

Dato: 25. august
Tidspunkt: 09:30 - 15:30
Begivenhed Kategorier: ,

Sted

Sted: Skyggehale Put & Take
Adresse: Karupvej 31
Engesvang, 7442 Danmark

+ Google Map

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 8694 6930
Email:
Hjemmeside: www.fmkb.dk