Indlæser Begivenheder

Søskendeweekend

17. juni, 2011
Gratis

Smid det allermest nødvendige i en plasticpose, tag en taxa, en speedbåd, måske en helikopter eller hvad du nu kan finde på og tag til LEGOLAND Village i Billund.
Her er den store alpehytte sømmet sammen til en masse søskende, der ligesom du har eller har haft en kræftsyg bror eller søster.
 
Når du er kommet frem, er der andre, der tager over. En gruppe har i et halvt år planlagt en lækker weekend for jer, så I bliver skuflet rundt med hvert eneste minut.
Hvad I skal lave, der hvor I bliver skuflet hen, er der ingen der ved. Planlægnings-gruppen gik i opløsning, før dette punkt kom på dagsordenen.  Hvad I skal have at spise, er der heller ingen, der ved, men et gennemgående tema vil sandsynligvis være livretter. Hvis du har været på søskendeweekend før, vil du vide, at kaos er aldeles omfattende og manglen på struktur er endog meget fuldkommen.  Men du vil også kunne huske tilbage på en af de bedste weekends, du nogensinde har været på! – Og du har endnu ikke vovet at fortælle dine forældre om den.
 
Hvordan kan det lade sig gøre?Det er nemt: du skal have fået fri fra weekendens sædvanlige hjemlige pligter som: avisudbringning, havearbejde, hundefodring og luftning, lektielæsning, oprydning på værelset, familie-besøg, opvask, hirseophængning og vandskift i undulatburet samt pasning og underholdning af alle de mindre søskende. Du skal med andre ord være helt frisk og udhvilet, for der venter dig nogle helt sindsoprivende hårde dage, som alle under 12 år absolut ikke kan holde til.  Derfor bliver de da heller ikke inviteret med denne gang!
 
Skal vi mødes i alpehytten fredag den 17. juni og kan du holde tyrolermusikken ud helt til søndag eftermiddag den 19. juni?
 
Så er der søskendeweekend med alt til faget hørende  i LEGOLAND Village, Ellehammers Alle 2, 7190 Billund.
 
HUSK – tilmelding senest fredag den 13. maj 2011.
 
Hvad er en søskendeweekend?En søskendeweekend er en meget lang weekend, hvor du er sammen med andre, der er eller har været i samme situation som dig selv. Det er også en weekend, hvor du får noget at spise, når du er vågen og ligger godt, når du sover. Du kan se gå-i-seng og stå-op tider på www.dagognat.dk
 
Vil du høre musik, så tag nogle CD’ere med, og hvis du vil friseres, så husk en kam.
 
OrdensreglerDu skal opføre dig pænt, og du skal børste tænder mindst to gange om dagen, gerne flere, hvis du kigger ekstra dybt i alle slikfadene og colaflaskerne.
 
*************************************************************
 
Nu behøver du sådan set ikke at læse mere, men Billund Kommune, Det Etiske Råd og Ejendomsstyrelsen har udsendt et cirkulære, der forpligter arrangørerne til at offentliggøre et program. Det er her:
 
Fredag den 17. juniMellem kl. 17.00 og 18.00 standser du taxaen, speedbåden eller helikopteren ved LEGOLAND Village, Ellehammers Alle 2, 7190 Billund. Hvis dine forældre kører dig, sender du dem af sted hjemad så hurtigt som overhovedet muligt. Hvis dit transportmiddel har midlertidigt motorstop, vil Foreningen sørge for, at du kan blive afhentet og bragt fra Vejle Banegård med Foreningens limo til Billund. Husk at sætte et kryds på tilmeldingsblanketten, hvis du ønsker at blive hentet på Vejle Banegård om fredagen og bragt dertil igen om søndagen. Efter ankomst skal du slappe af – herefter skal du spise.
 
Lørdag den 18. juniVi står op. Spiser. Herefter kommer du på et af to hold. Det ene hold får en gruppesnak med en erfaren psykolog, det andet skal en tur i Lalandia AquadomeTM. Efter frokost bytter de to hold.  Før og efter samtalerne står næsten alle faciliteter i LEGOLAND Village til fri rådighed. Der er frokost og aftensmad undervejs. Tyrolerhygge i alpehytten. Uden Hansi Hinterseer – med garanti. Vi går i seng – måske.
 
Søndag den 19. juniSlikfri morgenmad og herefter en fed tur til LEGOLAND, hvor alt snurrer og drejer, så man på alle måder bliver både begejstret og udfordret. Hjemrejse fra Billund i egen eller fælles sovevogn kl. 15.00.
 
Hvad skal du gøre NU?Udfyld tilmeldingsblanketten og få dine forældre til at sætte et kryds et eller andet sted. Derefter skal du straks sende den til Sekretariatet senest fredag den 13. maj, men det kan sådan set slet ikke gå hurtigt nok.
Der er god plads i LEGOLAND Village, alligevel er der dog grænser!
Men, hvis du er blandt de hurtigste til at sende din tilmelding, kan du selvfølgelig også være ganske sikker på at være blandt de heldige, der kommer med. Eksakte tider og andre praktiske oplysninger følger en uges tid før afgang.
 
Med venlig hilsen og på gensyn til søskendeweekend i alpehytten,
Familier med kræftramte børn
Yderligere vigtige informationer:
Lidt om LEGOLAND Village
LEGOLAND betyder LEGOLAND. Det kender du. Village er et fransk/engelsk ord, som betyder landsby. Og det er lige præcis, hvad LEGOLAND Village er.
LEGOLAND Village ligger tæt på LEGOLAND og har alle de faciliteter og fornøjelser, du kan ønske dig. Lækre værelser indendørs, og udendørs er der bl.a. motocross, elbiler, ponyridning, hoppepuder, legepladser, klappegeder og meget andet.  Altså sådan noget, som du sikkert ikke lige selv har hjemme i haven. Der er ikke vækkeur på værelserne.
Læs selv mere på: www.legoland-village.dk og se video derfra her
Lidt om Lalandia AquadomeTM
Hvis du bare er den mindste smule vandskræk, vil du have det som en struds, der prøver at køre på cykel. Det går simpelthen ikke. Lalandia Aquadome er et kæmpemæssigt tropisk vandland med bl.a. nogle enorme vandrutschebaner, et kæmpe bølgebassin og varme boblebade.
Prøv Tornadoen, den gigantiske vandrutschebane, der starter højt og giver masser af fart. Og prøv Lazy River, Octopus, Singletube, Bobbeltube og alle de mange andre spændende og van(d)vittige aktiviteter.
Læs selv mere på: www.lalandia.dk/billund
Lidt om LEGOLAND®
Ja, en nærmere præsentation er vel egentlig helt overflødig. Danmarks store og allerbedste familieattraktion har i mange årtier begejstret besøgende fra hele verden, og det er vel i grunden ikke så sært.
Mere end 50 sjove og udfordrende aktiviteter venter dig, når du besøger Miniland, LEGOREDO® Town, Imagination Zone, Adventure Land, KNIGHTS’ KINGDOM, DUPLO® Land, Piratland, LEGO® City og LEGO MINDSTORMS® Center. LEGOLAND er fantasiens og kreativitetens land, så klø bare på!
Læs selv mere på: www.legoland.dk
Download invitation og tilmeldingsblanket som PDF her

Detaljer

Dato: 17. juni, 2011
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk