Indlæser Begivenheder

SHREK the musical

15. oktober, 2016 - 13:00 - 17:00

Medrivende sange, spændende handling og flot opsætning. Hele familien inviteres til en herlig oplevelse, når SHREK The Musical indtager scenen. Musicalen om den elskelige trold havde premiere på Broadway i december 2008 og er siden da blevet spillet i mange lande og nu på dansk i MCH Herning Kongrescenter.

Velsmagende start
Forestillingen starter kl. 14.30, men allerede fra kl. 13.00 byder ‘Familier med kræftramte børn’ i foyeren på et lækkert, let måltid, der består af nogle håndlette Kongressandwich med forskelligt fyld. Også for børn.

Hertil kan man vælge en øl, sodavand/ kildevand. Til børnene er der brikjuice.

Lukket særforestilling
Lørdag den 15. oktober er hele teatersalen med i alt 1.000 pladser reserveret kun til inviterede af ‘Familier med kræftramte børn’. Alle isolationsregler kan således overholdes, og familier med et barn i intensiv behandling kan derfor også trygt deltage. Vi skal derfor opfordre disse familier til at deltage og få en oplevelse sammen med andre, der er eller har været i samme situation.

Hvem kan deltage?
Alle kræftramte børn og unge samt deres familier (far, mor og raske søskende) er velkomne. Bedsteforældrene til de syge børn må også meget gerne inviteres med denne dag. De i relation til isolationsbestemmelserne “godkendte” besøgsvenner (børn) er også velkomne til at deltage i arrangementet.

Invitationen gælder også personalet på alle hospitalsafsnit, ambulatorier, institutioner m.v., der har relation til behandlingen af kræftsyge børn og unge. Man behøver altså ikke være medlem af ‘Familier med kræftramte børn’ for at kunne deltage.

Som altid skal vi dog gøre opmærksom på, at det ikke er hensigtsmæssigt at deltage, hvis man på nogen måde udgør en smittefare over for børn i behandling for kræft.

Tilmelding
Hele teatersalen i MCH Herning Kongrescenter er reserveret til FMKB, men vi tilråder hurtig tilmelding, som skal være modtaget senest mandag den 26. september.

Nogle dage før arrangementet vil alle tilmeldte deltagere modtage yderligere informationer og billetter, som skal medbringes.

Om forestillingen:
SHREK The Musical

SHREK THE MUSICAL handler om den grønne trold Shrek. Vi møder ham for første gang på hans 7 års fødselsdag, hvor han bliver sendt hjemmefra og må klare sig selv.
Shrek slår sig ned i en sump, hvor han nyder freden og roen, men en dag forstyrres Shreks idyl, da Lord Farquaad landsforviser alle magiske væsener fra byen Duloc, og de alle finder vej til Shreks sump.

Med ét er freden forbi, og Shrek beslutter sig for at tage kampen op mod Lord Farquaad. På vejen til Duloc redder Shrek det altid snakkende Æsel fra Farquaads vagter, og det bliver starten på et humoristisk og noget uligevægtigt venskab.

Lord Farquaad vil giftes, så han kan blive konge, og han har udpeget den unge prinsesse Fiona som sin kommende hustru. Uheldigvis er hun spærret inde i et tårn, der bevogtes af en stor drage. Shrek vil gerne have sin sump tilbage, og for at få det, skal han redde Fiona for Lord Farquaad. Shrek må nu begive sig ud på en redningsaktion, for at få sin sump tilbage, og Lord Farquaad kan få Fiona.

Det er så her musicalen virkelig tager fart. Den er spækket med iørefaldende sange, blandt andre megahittet ‘I’m a Believer’, humoristiske optrin og et væld af fantastiske figurer. Alt i alt en eventyrfortælling, som hele familien ikke må gå glip af.

Detaljer

Dato: 15. oktober, 2016
Tidspunkt: 13:00 - 17:00

Sted

Sted: MCH Herning kongresscenter
Adresse: Østergade 37
Herning, 7400 Denmark

+ Google Map
HJemmeside: http://www.mch.dk/

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk