Indlæser Begivenheder

Så går den vilde skattejagt!

13. august, 2016

Så går den vilde skattejagt – Hop på færgen “Hjarnø” i Snaptun Havn og få en herlig familieoplevelse som udover skattejagt byder på storslået natur, sejlads og skønt frokostmåltid.
Igen i år går der ren Indiana Jones i et spændende arrangement på den lille ø i Horsens Fjord. Lions Klub Horsens inviterer også i år ‘Familier med kræftramte børn’ til Hjarnø, hvor vi skal på en interessant rundtur i traktorvogne og opleve øens smukke natur.

Sejlads
Med afgang fra Snaptun Havn kl. 11.50 stiger vi ombord på færgen “Hjarnø”. Alle deltagere skal dog være parate på kajen senest kl. 11.30!

Herfra vil “Hjarnø” med sin 6 cylinder Grenaa diesel motor på 5 min. fragte os til øen, hvor vi på traktorvogne bliver transporteret til Hjarnø Camping.

Måltid
På Hjarnø Camping bænker vi os i et lokale og nyder et rigtig lækkert frokostmåltid, der som tidligere er kreeret af Café Oasen i Horsens. Goodbye NOMA.

Skattejagt
På færgen er der ikke de store muligheder for at motionere. Men det bliver der til gengæld, når alle børn og voksne primært i traktorvogne – men også lidt til fods – bliver sendt rundt på en hæsblæsende skattejagt, hvor skattene er blevet godt placeret (i hjørnerne) på den 3 km lange og 1 km brede ø.

Natur
Under jagten er der de bedste muligheder for at nyde øens rige plante-, dyre- og fugleliv. Måske ser vi digesvaler, rastende vadefugle og den store mågekoloni, og måske ligger der en skat begravet ved den lille kirke eller kanske på rastepladsen i skolehaven, hvor Asger Jorn i 1948 malede under et længere ophold.

Skattejagten slutter ca. kl. 15, og vi kører tilbage til campingpladsen, hvor der bliver serveret kaffe og is. Harrison Ford havde indvilget i at uddele de spændende præmier til vinderne af skattejagten, men har desværre meldt afbud. Hvervet er derfor i stedet overgået til en anden og mere lokal skattejæger.

Vi forventer, at “Hjarnø” vil fragte os tilbage til fastlandet med afgang ca. kl. 16.30.

Hvem og hvor mange kan deltage
Arrangementet har begrænset deltagerantal. Ved overtegning vil Foreningen prioritere medlemsfamilier med størst behov for at komme lidt væk hjemmefra, dvs. familier med et barn i behandling og som er underlagt gældende isolationsregler.

Disse kan fuldt ud overholdes på hele turen. – Hurtig tilmelding tilrådes.

Tilmelding skal være modtaget på Sekretariatet senest mandag den 25. juli.

Med venlig hilsen og velkommen ombord
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 13. august, 2016

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk