Indlæser Begivenheder

Overlevelses camp i Ans

9. september, 2016 - 16:30 - 11. september, 2016 - 16:00

Kan du klare dig nogle dage uden din mobil og kunne du godt tænke dig at blive udfordret på din udholdenhed, fysiske og mentale styrke og godt humør?
Har du lyst til nogle sjove, spændende og udfordrende dage, hvor der ikke lige er et køleskab i nærheden, eller et fjernsyn. Der står heller ikke en skål med Matadormix, en pose med chips og en cola i nærheden. Vækkeuret behøver du heller ikke, for du skal ikke sove ret meget. Men du må meget gerne være god til at hygge dig med andre omkring et bål.

Til gengæld får du brug for masser af udholdenhed, fysisk og mental styrke og godt humør. Men det har vel alle drenge og piger i alderen mellem ca. 14 og 22 år!

Det er nemlig bare dem, der kan deltage i denne udfordrende overlevelses camp i Ans.

I har alle et kræftbehandlingsforløb bag jer, og I kan klare jer selv i næsten enhver situation.

Hva’ ska’ vi lave?
Kropsgymnastik og hjernegymnastik. Både solo og i hold. Alt i den lidt primitive ende, for alt foregår i naturen. Om dagen og delvist om natten. Hvis det øsregner, sner, eller der blæser en hel pelikan, flytter vi soveposer og liggeunderlag indendørs.

Vi laver mad og spiser derude, vi samarbejder og hjælper hinanden, når det bliver lidt svært. Og vær lige sikker på, at vores tovholdere er snedige til at finde på alskens finurlige opgaver!

Jamen???
Bare rolig. Når I ankommer, får I en kasse med såkaldte fornødenheder, og vil I have mere puttet i kassen, skal I gøre jer fortjent til det. Lyder det ikke såre simpelt?

Du skal medbringe…
En af de mange fordele ved lige netop denne overlevelses camp er, at du ikke skal medbringe motorsav, ukrudtsbrænder og dykkerudstyr. Eller din mobiltelefon. Du kan nøjes med at medbringe sovepose og liggeunderlag (nul luftmadras), toilettaske, evt. daglig medicin, regntøj, gummistøvler, praktisk og varmt tøj, noget til at tage på fødderne. Og en lommelygte.

Så er vi klar
Fredag den 9. september 2016 mellem kl. 17.30 og 18.00 mødes vi alle ved:
Foreningens Headquarter, Århusvej 51, 8643 Ans By.
Vi slutter søndag den 11. september med fælles frokost og afslutning kl. 13.30.
Så kan du tage hjem, meget træt og meget glad efter en weekend med et fedt fællesskab. Husk nu at få din lommelygte med hjem.

Transport
Hvis du benytter offentlig transport, kan du blive afhentet ved og bragt til Aarhus Banegård. Tidspunkter bliver oplyst, når du inden campen modtager alle yderligere oplysninger.

Anfør på tilmeldingen hvilken transportform, du benytter.

Hvad nu?
Tja, vi skal jo have din tilmelding, og den skal vi have senest fredag den 26. august.

Med venlig hilsen og på gensyn i naturen
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Start: 9. september, 2016 - 16:30
Slut: 11. september, 2016 - 16:00

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk