Indlæser Begivenheder

Oplev Universe på Als

31. august, 2013
Gratis

Ifølge videnskaben udvider universet sig hele tiden. Det gør Universe i Nordborg på Als også og byder igen i år på endnu flere oplevelser.
 
Universe er en science- og oplevelsespark spækket med levende naturfænomener, spændende og inspirerende teknik og sjove maskiner.
 
Oplevelsesparken er placeret tæt ved Danfoss, Danmarks største industrikoncern.
 
Lørdag den 31. august inviterer ‘Familier med kræftramte børn’ alle sine familiemed­lemmer med bedsteforældre og godkendte besøgsvenner til at besøge den store spændende oplevelsespark, som i år byder på flere interessante nyheder, bl.a. årets tema SPEED og oplevelsesområdet Waterworks, som i år er blevet dobbelt så stort.
 
Herudover er Universe fyldt med store pavilloner med masser af interaktiv teknik, thermolab, fluid power og meget, meget mere med interesse for alle aldersgrupper.
 
Lokalet på 1. sal i Explorama er til fri disposition hele dagen kun for FMKB. Her kan man søge ly i evt. dårligt vejr eller slappe lidt af med trætte børn.
 
Parkens aktiviteter er baseret på kulde, varme, bevægelse i en underholdende og interessant udgave af de teknikker, som Danfoss beskæftiger sig med i den daglige produktion. Formålet med parken er at begejstre børn og unge og skabe større interesse for teknologi og naturvidenskab.
 
Vi er overbevist om, at Universe også vil begejstre alle, der tager imod Foreningens invitation til en inspirerende dag på Als.
 
SPEED
Årets tema i Universe er Speed, og her er der sandelig fart over feltet.
 
Tag bl.a. på en biljagt i 5D-simulatoren, hvor biler krydser ind over hinanden, skifter retning og foretager halsbrækkende manøvrer i skarpe sving. En hæsblæsende oplevelse med masser af udskridninger og overraskende momenter.
 
I særudstillingen kan du også prøve at skifte hjul på en Formel 1 racer i pit stop, teste din reaktionsevne og reflekser som racerkører og prøve kræfter med pedalracerbiler.  Eller en helt aldeles usædvanlig konkurrencekørsel, hvor du kører om kap uden at bevæge dig så meget som en meter. I årets særudstilling vil du opleve masser af motorsportsatmosfære og Formel 1 teknologi.
 
Waterworks
Vandområdet Waterworks er i år blevet dobbelt så stort. Det nye vandlege-område i Waterworks er først og fremmest sjov leg med vand på en anskuelig og letfattelig måde. De helt små familiemedlemmer får deres eget vandområde med vandsluser, lette vandpumper og sandleg. De lidt større får endnu flere vandaktiviteter til at udforske vandets mange kræfter.
 
Segway
Det sjove lille køretøj Segway er konstrueret på baggrund af teknologien omkring gyroskopet. Og dermed loven om impulsmomentets bevarelse, hvis det har nogen interesse og giver mere forståelse for virkemåden.
 
I det lille køretøj er der indbygget fem gyroskoper, der sørger for, at man ikke vælter, når man står på vognens platform.
 
Prøv en tur på en segway. Det er ganske ukompliceret og fantastisk sjovt!
 
Gratis picnicpose
Deltagelse i arrangementet er helt gratis, og når sulten nærmer sig, udleveres der mellem kl. 12 og 13 på 1. sal i Explorama en gratis picnicpose, frugt samt en valgfri sodavand eller professorens kildevand. Måltidet kan herefter nydes når og hvor man har lyst og behov – f.eks. i et af parkens mange picnic områder.
 
Jubilæums-konkurrence
I anledning af Foreningens 30 års jubilæum kan alle deltagende familier i år være med i en meget spændende familiekonkurrence, hvor man rundt i parken skal finde svar på nogle ganske enkle spørgsmål.
 
Blandt alle rigtige besvarelser bliver der ved dagens afslutning udtrukket ikke mindre end 10 vindere, som hver vil få muligheden for et gratis ugeophold i Foreningens helt nye feriehytte ved Henne Strand incl. fri adgang til alle faciliteter hos Henne Strand Camping & Vandland. Konkurrenceark bliver udleveret ved ankomsten til Universe.
 
Universe er denne dag også åben for andre gæster. Alle gældende isolationsregler kan således kun overholdes i lokalet på 1. sal i Explorama, men en stor del af aktiviteterne foregår udendørs, så smittefaren er begrænset.
 
Så ta’ med til Nordborg og Universe lørdag den 31. august og bliv vildt klog på naturlig vis!
 
Vi kan anbefale, at man også orienterer sig på hjemmesiden: www.universe.dk

Den er netop hel nydesignet og rigtig spændende med mange informationer og spændende interaktive udfordringer.
 
Til alle der mener, at de i forvejen er vildt kloge på naturlig vis: Grib alligevel chancen og få en god dag sammen med nogle af Foreningens mere beskedne gemytter!
 
Udfyld tilmeldingsblanketten hurtigst muligt og send den til Foreningens Sekretariat senest mandag den 5. august. Nogle få dage før arrangementet vil alle tilmeldte modtage adgangsbilletter m.v., som skal medbringes.
 
Herefter skal deltagerne blot finde Mads Patent Vej 1, 6430 Nordborg på Als.
 
Og det skulle vel ikke være så svært, som at beregne impulsmomentets bevarelse?
 
 
Med venlig hilsen og på gensyn,
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 31. august, 2013
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk