Indlæser Begivenheder

Juletræsfest hos Cirkus Arena i Slagelse 

24. november - 11:00 - 17:00
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Nu kan familien sætte årets største kryds i kalenderen! FMKB inviterer igen til JULETRÆSFEST hos Cirkus Arena i Slagelse lørdag den 24. november kl. 11.00 – 17.00

Heldigvis sker det hvert år. Det bliver jul. Og som afslutning på årets mange arrangementer og aktiviteter kan ’Familier med kræftramte børn’ heldigvis også i år invitere Foreningens mange medlemsfamilier til et af årets største arrangementer. Juletræsfesten.

Sæt derfor et stort kryds i kalenderen ved lørdag den 24. november, hvor vi glæder os til at se hele familien.

Når Nordens største cirkus endnu en gang lægger lokaliteter, personale og artister til en af ’Familier med kræftramte børns’ store juletræsfester, kan der ske lidt af hvert. Og det kan vi godt love, at der gør – lige fra kl. 11.00 til kl. 17.00.

Indenfor i Cirkus Arenas Cirkusland i nærheden af Slagelse byder vi velkommen til et hæsblæsende, fejende flot og fantastisk program med alt, hvad julehjertet begærer for øjne, ører og maver. Som en festlig afrunding kommer Gurli & Gustav Gris og giver et forrygende juleshow, og Apollo Fyrværkeri sætter et imponerende punktum for dagens mange aktiviteter.

Alle indendørs faciliteter er gjort klar og varmet op, frisk savsmuld er strøet ud i manegen, og både dyr, musikere og artister er i absolut tip-top form.

Der bliver med garanti fuld fart over feltet i Cirkusland, og det vil hele familien opleve, når ’Familier med kræftramte børn’ igen inviterer til en overraskende, meget overdådig samt rigtig fornøjelig og hyggelig juletræsfest helt ud over det sædvanlige. Og løjerne starter allerede med fuld fart over feltet om formiddagen.

Cirkusfamilien Berdino og medarbejdere har sammen med ’Familier med kræftramte børn’ sammensat et imponerende juleprogram for alle de forventningsfulde og jule­træsfestglade deltagere. For det bliver hverken en traditionel juletræsfest eller en cirkusforestilling, men en juletræsfest i cirkus – altså begge dele.

Og bare rolig. Alle bliver naturligvis beværtet på behørig vis og i et omfang, så det helt sikkert ikke er nødvendigt at spise dagen før ankomsten til Cirkusland.

Alt er gratis! Oplevelser, shows, underholdning, julemenu, mere underhold­ning, juletræ – og naturligvis julegaver og godteposer til alle børnene.

Drikkevarer er dog for egen regning, som betales direkte til betjeningen på stedet.

Julemenu med alt
Før familien møder frem til Juletræsfesten og den overdådige julemenu, er det måske en god idé at motionere rigeligt, for efter de allerbedste traditioner byder ’Familier med kræftramte børn’ ved frokosttid på en varm, lækker familiejulebuffet med masser af julefavoritter for børn og voksne. Nyd bl.a. tarteletter, andesteg, kyllingelår, flæskesteg, frikadeller, ris a la mande og meget mere.

Show med de dejlige dyr i prøvemanegen
Om formiddagen bliver deltagerne inviteret til at overvære et par spændende shows med nogle af Cirkus Arenas dejlige dyr. Showene bliver vist i prøvemanegen, hvor såvel dressører som dyrene vil vise deres ypperste – og hvordan man træner dyrene med nye numre til den kommende sæson.

Herudover vil der blive rig lejlighed til at besøge dyrene i staldene.

Forlystelser i Legeland
I det store Legeland er der spændende forlystelser. Togbane, minigolf, hoppeborg, karruseller, fodboldspil og air hockey. I Legeland kan børnene også blive klovnesminket, og har du lyst til at prøve et cirkuskostume, foregår i det i Arenas Cirkus Museum, hvor der også er modeljernbane, cirkusklenodier, veteranbiler og gamle cirkusvogne.

Julerier med nissefar og nissemor
Efter den store julebuffet kommer Nissefar og Nissemor og underholder samt leger de populære jule- og sanglege med børnene. Forældrene kan også deltage eller måske i stedet vælge at slappe lidt af med kaffe, glögg og alskens juleslik og frugt.

Men tro nu endelig ikke, at der bliver tid til at slå mave, for straks efter frokost går det atter deruda’ med masser af underholdning.

Suzanne Berdino med herlig børneunderholdning
Det berømte æble falder sjældent langt fra stammen, og det må man også sande, når Suzanne Berdino indtager manegen og præsenterer nogle af Arenas skønne artistnumre. Det er helt utroligt, hvad de formår, og børnene (og forældre) kan bare forvente et sandt festfyrværkeri af et show.

Gurli & Gustav gris slutter af
Mange børn kender sikkert Gurli & Gustav Gris fra forskellige TV kanaler. Når de optræder, er det helt i børnehøjde og med scene og musik, som børnene kender rigtig godt fra TV.

Der er lagt op til et forrygende børneshow med sang, musik og sjove konkurrencer, hvor børnene bl.a. kan vinde originale Gurli & Gustav Gris bamser.

Efter showet kan børnene selvfølgelig også hilse på de to grise og fotografere eller lave selfies med dem.

GAVER, GAVER, GAVER – og godteposer
Julemanden uddeler naturligvis flotte gaver og godteposer til alle børn under 15 år, og ved juletræsfestens afslutning får alle deltagende familier en spændende gave, der vil skabe megen hygge og underholdning i alle juledagene!

Flammeshow og fyrværkeri
Når mørket er faldet på og en lang dag med juletræsfest er ved at være slut, sætter Apollo Fyrværkeri kl. 17.00 et spektakulært punktum på dagen.

Med det fantastiske Flammeshow, hvor utroligt høje flammer oplyser himlen, vil alle begejstres og forundres over hvordan flammernes højde og bevægelse nøjagtigt følger den ledsagende musik. Nyd et uforglemmeligt flammeshow i absolut verdensklasse! Apollo Fyrværkeri afslutter det flotte show med et stort fyrværkeri.

Helt for os selv hele dagen
Lørdag den 24. november er hele Cirkusland reserveret udelukkende til ’Familier med kræftramte børn’. Alle gældende isolationsregler kan uden problemer overholdes.

Vi opfordrer derfor også familier med børn i intensiv behandling til at deltage.

Selv om programmet er righoldigt, er dagen lang, og der vil sikkert være tid til at kigge ind i de arbejdende værksteder og på veteranbiler. Man vil også kunne komme på besøg i en rigtig cirkusvogn og se, hvordan cirkusfolk lever, når de er på turné.

Hvem kan deltage?
Alt foregår indendørs i opvarmede lokaler, og juletræsfesten er forbeholdt indbudte af ’Familier med kræftramte børn’. Dvs. børn, der har eller har haft kræft og deres raske søskende, forældre og bedsteforældre er velkomne.

Familier der har mistet et barn på grund af kræft kan naturligvis også deltage. Det samme gælder ligeledes medlemmer af CanTeen og ”Senvirkningerne”.

Men, vi minder igen for god ordens skyld om, at deltagelse ikke er hensigtsmæssig, hvis man på nogen måde udgør en smitterisiko.

Fælles bustransport
Der vil blive arrangeret gratis fælles bustransport fra:

København, Rigshospitalet, afgang ud for opgang 5.

Odense, Bergholdt, Børstenbindervej 5, 5230 Odense M.

Vejle, Bilka, P-pladsen lige ud for rundkørslen ved Solkilde Allé.

Husk, at anføre på tilmeldingsblanketten, om I kører selv eller ønsker at deltage i fælles transport fra et af ovenstående opsamlingssteder.

Ønsker familien at køre selv, er adressen: Årslevvej 6, Årslev, 4200 Slagelse.

Tilmelding til gratis juletræsfest
Foreningen er allerede i julehumør, og en lang række af forskellige tilskud fra venlige sponsorer betyder, at vi med stor glæde kan meddele, at hele arrangementet og del­tagelse i evt. fælles bustransport også i år er ganske gratis.

Som I kan se, bliver det igen i år en utraditionel juletræsfest, men naturligvis med alle de gode gamle traditioner helt i behold, krydret med masser af sjov og aktiviteter. Sidst på dagen uddeles der naturligvis også sædvanen tro flotte julegaver og lækre godteposer til alle artige børn under 15 år.

Vi håber, at alle igen i år må få en spændende dag med mange gode oplevelser.

Billetter og endeligt program
Nogle dage før juletræsfesten vil tilmeldte deltagere modtage det endelige program, supplerende praktiske oplysninger og de eksakte tidspunkter for opsamling til fælles bustransport, samt adgangsbilletter til Cirkusland.

Af hensyn til indkøb af gaver, planlægning af bustransport og en lang række andre praktiske ting, vil det være usandsynligt fornuftigt – for ikke at sige en absolut betingelse – at overholde tilmeldingsfristen, som er senest mandag den 29. oktober.

 

Detaljer

Dato: 24. november
Tidspunkt: 11:00 - 17:00
Begivenhed Kategorier: ,

Sted

Sted: Cirkus Arena Slagelse
Adresse: Årslevvej 6
Årslev,, 4200 Danmark

+ Google Map
Telefon: Slagelse

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 8694 6930
Email:
Hjemmeside: www.fmkb.dk