Indlæser Begivenheder

Juletræsfest hos Cirkus Arena i Slagelse 2019

23. november - 11:00 - 17:00
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Nu kan familien sætte årets største kryds i kalenderen!

JULETRÆSFEST

hos Cirkus Arena i Slagelse lørdag den 23. november kl. 11.00 – 17.00

Heldigvis sker det hvert år at det bliver jul. Og som afslutning på årets mange arrangementer og aktiviteter kan ’Familier med kræftramte børn’ også i år invitere Foreningens mange medlemsfamilier til juletræsfest, et af årets største arrangementer.

Når Nordens største cirkus endnu en gang lægger lokaliteter, personale og artister til en af ’Familier med kræftramte børns’ store juletræsfester, kan der ske lidt af hvert. Og det kan vi godt love, at der gør – lige fra kl. 11.00 til kl. 17.00.

Indenfor i Cirkus Arenas Cirkusland i nærheden af Slagelse byder vi velkommen til et hæsblæsende, fejende flot og fantastisk program med alt, hvad julehjertet begærer.

Cirkusfamilien Berdino og medarbejdere har sammen med ’Familier med kræftramte børn’ sammensat et imponerende juleprogram for alle de forventningsfulde og jule-træsfestglade deltagere. For det bliver hverken en traditionel juletræsfest eller en cirkusforestilling, men en juletræsfest i cirkus – altså begge dele.

Før familien møder frem til Juletræsfesten og den overdådige julemenu, er det måske en god idé at motionere rigeligt, for efter de allerbedste traditioner byder ’Familier med kræftramte børn’ ved frokosttid på en varm, lækker familiejulebuffet med masser af julefavoritter for børn og voksne. Nyd bl.a. tarteletter, andesteg, kyllingelår, flæskesteg, frikadeller, ris a la mande og meget mere.

I løbet af dagen vil der være masser af underholdning:

SHOW MED DEJLIGE DYR I PRØVEMANEGEN

Om formiddagen bliver deltagerne inviteret til at overvære et par spændende shows med nogle af Cirkus Arenas dejlige dyr.

Showene bliver vist i prøvemanegen, hvor såvel dressører som dyrene vil vise deres ypperste – og hvordan man træner dyrene med nye numre til den kommende sæson.

Herudover vil der blive rig lejlighed til at besøge dyrene i staldene.

JULERIER MED NISSEFAR OG NISSEMOR

Efter den store julebuffet kommer Nissefar og Nissemor og underholder samt leger de populære jule- og sanglege med børnene. Forældrene må meget gerne deltage sammen med Nissefar og Nissemor.

SUZANNE BERDINO MED HERLIG BØRNEUNDERHOLDNING

Det berømte æble falder sjældent langt fra stammen, og det må man også sande, når Suzanne Berdino indtager manegen og præsenterer nogle af Arenas skønne artistnumre. Det er helt utroligt, hvad de formår, og børnene (og forældre) kan bare forvente et sandt festfyrværkeri af et show.

GAVER, GAVER, GAVER – og godteposer

Julemanden uddeler naturligvis flotte gaver til alle børn op til og med 17 år, og ved juletræsfestens afslutning får alle deltagende familier en spændende gave, der vil skabe megen hygge og underholdning i alle juledagene!

Som I kan se, bliver det igen i år en utraditionel juletræsfest, men naturligvis med alle de gode gamle traditioner helt i behold, krydret med masser af sjov og aktiviteter.

Sidst på dagen uddeles der naturligvis også sædvanen tro flotte julegaver og lækre godteposer til alle artige børn under 18 år.

Hvem kan deltage?

Lørdag den 23. november er hele Cirkusland reserveret udelukkende til ’Familier med kræftramte børn’. Alle gældende isolationsregler kan uden problemer overholdes.

Vi opfordrer derfor også familier med børn i intensiv behandling til at deltage.

Alt foregår indendørs i opvarmede lokaler, og juletræsfesten er forbeholdt indbudte af ’Familier med kræftramte børn’. Dvs. børn, der har eller har haft kræft og deres raske søskende, forældre og bedsteforældre er velkomne. Det samme gælder ligeledes medlemmer af CanTeen og ”Senvirkningerne”.

Familier der har mistet et barn på grund af kræft kan naturligvis også deltage.

Men, vi minder igen for god ordens skyld om, at deltagelse ikke er hensigtsmæssig, hvis man på nogen måde udgør en smitterisiko.

Jamen, hvad koster det?

Foreningen er allerede i julehumør, og en lang række af forskellige tilskud fra venlige sponsorer betyder, at vi med stor glæde kan meddele, at hele arrangementet og deltagelse også i år er ganske gratis.

Drikkevarer er dog for egen regning, som betales direkte til betjeningen på stedet.

Så næsten alt er gratis! Oplevelser, shows, underholdning, julemenu, mere underholdning, juletræ – og naturligvis julegaver og godteposer til alle børnene.

Tilmelding til juletræsfesten

Af hensyn til indkøb af gaver og en lang række andre praktiske ting, opfordre vi til hurtig tilmelding. For ikke at sige en absolut betingelse for deltagelse – er at overholde tilmeldingsfristen, som er mandag den 28. oktober.

Nogle dage før juletræsfesten vil tilmeldte deltagere modtage program for dagen, samt de sidste supplerende oplysninger via mail.

Med venlig hilsen og på gensyn til en rigtig glædelig juletræsfest,

Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 23. november
Tidspunkt: 11:00 - 17:00
Begivenhed Kategorier: , ,

Sted

Sted: Cirkus Arena Slagelse
Adresse: Årslevvej 6
Årslev,, 4200 Danmark
Telefon: Slagelse

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 8694 6930
Email:
Hjemmeside: www.fmkb.dk