Indlæser Begivenheder

Havsejlads og ø-rundtur

9. august, 2014
Gratis

Årets sejlads på Tenna II har atter skipper Claus Nielsen bag roret, og han lover et kystnært togt med masser af spændende oplevelser.
 
Tenna II stævner i år ud fra Juelsminde, hvor det ankrer op ved havnekajen i Juelsminde. Her er der ombordstigning fra kl. 11.00 med afgang kl. 11.30.
 
Tenna II sætter kursen mod en ualmindelig smuk natur med et rigt dyreliv. Og selvfølgelig i godt samvær med skibets øvrige passagerer, der alle er medlemmer af ‘Familier med kræftramte børn’.
 
Ø-stop undervejs
Når Tenna II pløjer sig mod nord gennem Kattegats blide bølger, støder det gode skib ca. kl. 13.00 på Hjarnø, hvor vi lægger til. På kajen venter nogle traktorvogne, som tager os med på en 80 minutters rundtur på øen. Hjarnø er kun 3,2 km2 stor og har godt 100 indbyggere.
 
De kan 29 gange om dagen tage en lille færge til Snaptun på fastlandet, når de da ikke dyrker vin på den sydlige ende af øen eller besøger landets næstmindste kirke fra 1500-tallet.
 
Her findes også en af Danmarks største vikingegrave og en lang række andre fortidsminder.
 
Se mere på www.hjarnoe.dk
 
Undervejs byder ‘Familier med kræftramte børn’ på en lækker maritim frokost med drikkevarer, syltet tang, marinerede gopler, koldt havvand samt kaffe og kage.
 
Med ombord vil der også være drikkevarer og is, som frit kan nydes under hele sejladsen.
 
Sejladsen med Tenna II er også denne gang muliggjort med både velvillig økonomisk og praktisk hjælp fra Lions Klub Horsens.
 
Dagens program

Kl. 11.00 Vi mødes og stiger ombord i Juelsminde ved Havnegade ud for bådeværftet
 

Kl. 11.30 Tenna II stævner ud og sejler gennem bølgen blå, hvor Foreningen er vært ved et lækkert frokosttraktement ombord
 
Kl. 13.00 Ankomst til Hjarnø og herefter rundtur med traktorvogne
 

Kl. 14.20 Tager vi afsked med Hjarnø
 

Kl. 16.00 Tenna II anduver atter Juelsminde
 
Hvem kan deltage
Alle er naturligvis velkomne, men i tilfælde af fuldt skib, vil Foreningen prioritere deltagelse af medlemsfamilier, som har det største behov for at komme lidt væk hjemmefra, dvs. primært familier, der har et barn i behandling og som er underlagt gældende isolationsregler.
 
Disse kan nemlig fuldt ud overholdes ombord.
 
Foreningen disponerer således over hele skibet, der har plads til ca. 50 deltagere.
Så hurtig tilmelding tilrådes. Se mere om skibet på: www.tenna2.dk
 
Tilmelding
Tilmeldingen skal være afsendt til Sekretariatet allersenest fredag den 6. juli.
 
Velkommen ombord på Tenna II lørdag den 9. august.
Med venlig hilsen og på maritimt gensyn,
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 9. august, 2014
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk