Indlæser Begivenheder

Folk og røvere i Tørning Mølle

11. juni, 2013
Gratis

Igen i år kan ‘Familier med kræftramte børn’ med stor glæde invitere til forpremiere på årets Tørningspil ‘Folk og røvere i Kardemomme By’, som opføres af Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle.
 
Det er ganske gratis at deltage i både den dejlige picnic før forestillingen og selve forestillingen. Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle er atter klar med en forestilling i de meget smukke omgivelser ved Tørning Mølle.
 
Traditionen tro vil ‘Familier med kræftramte børn’ meget gerne igen invitere alle medlemsfamilierne til at overvære årets forestilling, så det er en god idé allerede nu at sende familiens tilmelding og reservere tirsdag den 11. juni til nye spændende oplevelser og godt samvær.
 
Årets forestilling
De fleste kender sikkert Thorbjørn Egners folkekære forestilling “Folk og røvere i Kardemomme By”, men her er en lille opfrisker:
 
Kardemomme er en meget mærkelig by, og her sker der mange mærkelige ting, som ikke sker i andre byer. Blandt andet går der æsler og kameler rundt i gaderne. Midt i byen står der et højt tårn, og her bor gamle Tobias. Han er den klogeste af alle i den lille by, og det er han sikkert, fordi han har sådan et langt skæg. På en ensom slette uden for Kardemomme ligger der et mærkeligt gammelt hus. Her bor Kasper, Jesper og Jonatan. Kasper er den ældste, Jesper den pæneste og Jonatan den mest lækkersultne. De er alle tre røvere, men slet ikke ikke nær så slemme som alle andre rigtige røvere, og de kan allerbedst lide at sidde hjemme og hygge sig.
 
Men det gør de ikke hele tiden!
 
Teater- og Musikgruppen Tørning Mølle og instruktørparret Cæcilie Hørup Nilsson og norske Karen Tømte har skabt en dejlig familieforestilling, hvor der venter både børn og voksne en rigtig god oplevelse.
 
Kom og mød løver, politimester Bastian, sporvogne, slagter, bager, røvere og ikke mindst en rasende tante Sofie + alle andre folk og fæ i den hyggelige by. Forestillingen er en forpremiere på de ordinære forestillinger, overværes i det fri og finder sted tirsdag den 11. juni og starter kl. 19.00 og slutter ca. kl. 21.00.
 
Gratis picnic med helstegt pattegris og fri soft-ice til alle. Kom kl. 17.30 og få et herligt måltid!

Tørning Mølle ligger i nogle meget naturskønne omgivelser ved Tørning Sø, og dem kan du nyde sammen med de øvrige deltagere, når Foreningen er vært ved en ganske gratis picnic incl. øl/vand i det fri. Hvis vejrliget ikke skulle vise sig fra sin bedste side, har vi naturligvis sikret os, at vi i stedet kan spise inden døre i den gamle mølle.
 
Årets picnic-menu består igen i år af helstegt pattegris med alskens tilbehør, bl.a. dejlig salat, forskellige kartofler, flutes m.v. Til dessert er der fri soft-ice, og man kan spise lige så meget, som man orker! Picnic’en starter kl. 17.30, altså 1½ time før tæppet går til forestillingen kl. 19.00. Ismaskinen snurrer naturligvis igen i pausen, hvor der også bydes på kaffe og kage.
 
Hør om og se Tørning Mølle
Kommer familien i god tid før picnic’en, vil en lokalkendt vise rundt og fortælle den spændende historie om Tørning Mølle.
 
Hvem kan deltage
Alle foreningens familiemedlemmer, CanTeen- og “Senvirknings”-medlemmer samt personale på børnekræftafdelingerne kan deltage. Det er ligeledes besluttet, at bed­steforældre og besøgsvenner til børnene blandt vore familiemedlemmer også meget gerne må inviteres med.
 
Arrangementet er således forbeholdt deltagere, der er inviteret af ‘Familier med kræftramte børn’. Medlemskab af Foreningen er ikke nødvendigt, men deltagelse for­udsætter, at man ikke udgør en smitterisiko for børn i kræftbehandling.
 
Tilmelding
Tilmelding sker ved at udfylde og indsende vedhæftede tilmeldingsblanket senest mandag den 27. maj. Deltagelse er helt gratis.
 
Det kan oplyses, at normalpriserne for samme type billetter er kr. 40,-/80,- pr. stk. Herudover kommer værdien af den gratis picnic til ca. kr. 150,- pr. deltager, hvis man også ønsker at deltage i denne. De tilmeldte deltagere vil nogle få dage før arrangementet få tilsendt bekræftelse på deltagelse samt adgangsbilletter, praktiske informationer m.v.
 
Praktiske oplysninger
Forestillingen starter kl. 19.00 og finder sted på Tørning Mølle, Hammelev i nærheden af Vojens. Kører man ad motorvejen, drejes fra ved afkørsel nr. 68 mod Vojens. Når man ca. 1 km længere fremme har passeret Hammelev drejes til venstre mod Tørning Mølle, der herefter nås efter ca. 1 km’s kørsel.
 
Man bedes møde op i god tid før picnicarrangementet/forestillingen.
 
Mange hilsener og på gensyn til en dejlig sommeraften i det fri

Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 11. juni, 2013
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk