Indlæser Begivenheder

FMKB på Bakken

19. august, 2012
Gratis

‘Familier med kræftramte børn’ og A/S Dyrehavsbakken er glade for igen i år at kunne invitere alle familier med kræftramte børn fra hele landet til en dejlig og helt og alde­les omkostningsfri dag i verdens ældste forlystelsespark.
 
Søndag den 19. august vil Foreningens medlemmer og andre inviterede fylde godt i Bakkens besøgsstatistik, der tæller ca. 2,6 millioner besøgende om året, og således indtager Bakken en klar andenplads blandt Danmarks mest besøgte attraktioner.
 
Igen i år skal ‘Familier med kræftramte børn’ gerne hjælpe med til at sætte en ny besøgsrekord, så meld endelig hele familien og godkendte besøgsvenner til!
 
Dyrehavsbakken eller i folkemunde blot Bakken blev grundlagt for 428 år siden med Kirsten Piils Kilde som det strømmende ophav. Dengang var rent vand en mangelvare, og da Kirsten Piil i 1583 fandt en kilde med rent vand, valfartede folk til, ikke mindst da man mente, at vandet fra kilden havde helsebringende egenskaber.
 
Og hvor der kommer mange mennesker, kommer der også gøglere og andet godtfolk, der vil underholde den store menneskemængde.
 
I dag er Bakken et fornemt eksempel på ægte, dansk folkelighed, men Kirsten Piil ville nok have haft svært ved at forestille sig, at hun med sin opdagede kilde såede det første kim til den forlystelsespark, vi kender i dag.
 
En gratis dag på Bakken
Entré til Bakken har altid været gratis, og så er det ellers bare om at komme ind på Bakkens 75.000 m2 og boltre sig i parkens mange forlystelser, caféer, ishuse osv. Den berømte rutchebane, som blev indviet i 1932, kan stadig fremkalde gys og hvin, og de mange andre forlystelser er så forskellige, at de tilsammen appellerer til hele familien.
 
I dag kan Bakken ikke som for flere hundrede år siden byde på linedansere, bjørne­trækkere eller kunstberidere, men syngepigerne i Bakkens Hvile og Pjerrot er der heldigvis endnu.
 
Fra Bakkens Friluftsscene bliver der budt velkommen kl. 11.00 med efterfølgende underholdning. Bakkens forlystelser og boder er åbne fra kl. 12.00 – 22.00, men del­tagerne er velkomne til at ankomme og gå, når de ønsker.
 
Vi vil dog henstille til, at alle deltagere ankommer senest kl. 12.30.
 
I tidsrummet mellem kl. 11.45 og 12.30 bliver der nemlig udleveret gratis turbånd ved Bakkens Friluftsscene. Turbåndet giver fri adgang i løbet af dagen til alle Bakkens mange kørende forlystelser.
 
Mellem kl. 12.00 og 15.00 bliver der serveret et rigtigt lækkert måltid i ikke mindre end tre af Bakkens gode restauranter.
 
Program:
 
Kl. 11.00:
Fælles velkomst ved Bakkens Friluftsscene.
 
Bakkens Pjerrot byder velkommen, og derefter er der underholdning med klovnen Tu Tu, der bl.a. er ballonfigurmester og ballarina Bom Bom, der danser yndefuldt klumset. Herlig underholdning, der kan få alle børn (og voksne) til at flække af grin.
 
Kl. 11.45 – 12.30:
Der udleveres gratis turbånd til de kørende forlystelser ved Bakkens Friluftsscene.
 
Kl. 12.00 – 15.00:
‘Familier med kræftramte børn’ er vært ved et gratis måltid i en af nedenstående restauranter, der i dette tidsrum er reserveret udelukkende til inviterede af ‘Familier med kræftramte børn’:
 
Restaurant Cæsars Palads
Restaurant Røde Port
Restaurant Hvide Hest
 
I alle tre restauranter vil der blive serveret den store lækre Familiebuffet.
Deltagerne vil blive delt op i hold med spisning på forskellige tidspunkter.
Det sker af hensyn til restauranternes kapacitet.
 
 
Familiebuffet – alt, hvad du kan spise:
Helstegt oksefilet med bearnaisesauce, diverse tilbehør.
Glaceret skinke med pastasalat, diverse tilbehør.
Frikadeller, kyllingevinger, pølser. Pommes frites.
Salatbar med to slags dressing, brød og smør. Frisk frugt.
Drikkevarer er for egen regning og afregnes direkte med betjeningen.
 
Hvem kan deltage?
Søndag den 19. august er Bakken også åben for andre gæster, men da de fleste akti­viteter foregår udendørs, og da vi spiser i lokaler, som vi har helt for os selv mellem kl. 12.00 og 15.00, er risikoen for smitte derfor begrænset.
 
Alle kræftramte børn og unge samt deres familier fra hele Danmark er velkomne.
 
Bedsteforældrene til de syge børn må også meget gerne inviteres med denne dag.
 
De i relation til isolationsbestemmelserne “godkendte” besøgsvenner (børn) er også velkomne til at deltage i arrangementet.
 
Invitationen gælder også personalet på alle hospitalsafsnit, ambulatorier, institutioner m.v., der har relation til behandlingen af kræftsyge børn og unge. Man behøver altså ikke være medlem af ‘Familier med kræftramte børn’ for at kunne deltage.
 
Der er masser af plads på Bakken, så ingen behøver at holde sig tilbage!
 
Vi håber således, at vi får endnu bedre mulighed for at tilgodese, at specielt de isole­rede børn og deres familier sikres nogle positive fælles sociale oplevelser, som de ellers er afskåret fra i meget lange perioder.
 
Dog skal vi som altid i forbindelse med Foreningens arrangementer minde om, at del­tagelse af personer, der udgør en smitterisiko overfor børn i kræftbehandling, som bekendt ikke er særligt hensigtsmæssigt.
 
Hvad koster det?
Ingenting. Arrangementet er helt gratis. Dog skal man betale sine egne drikkevarer. Normalprisen for turbånd er kr. 249,- for voksne og kr. 159,- for børn, og normalpri­serne for fri adgang til frokostbuffeten er kr. 145,- for voksne og 85,- for børn.
 
Fælles transport
For mange af vores medlemmer fra Jylland og Fyn er Storebæltsbroen stort set umu­lig at forcere uden store omkostninger. Herunder især økonomiske.
 
Derfor tilbyder Foreningen gratis fælles transport for alle vores jyske og fynske med­lemmer med opsamling i Aalborg, Århus, Vejle og Odense.
 
Nærmere informationer vil blive tilsendt sammen med diverse billetter m.v. nogle få dage før besøget på Bakken. Husk at krydse af på tilmeldingsblanketten, om man ønsker at deltage i fælles transport eller vælger at køre selv.
 

Vi gør udtrykkeligt opmærksom på, at vi kun kan garantere deltagelse
i fælles transport, hvis man har tilmeldt sig rettidigt.
 
Vi gør ligeledes opmærksom på, at der naturligvis kun vil blive arrangeret fælles transport, hvis der er tilstrækkelig interesse herfor.
 
Alle i målgruppen, som ikke er medlem af Foreningen, er naturligvis meget velkomne til at deltage i den dejlige dag på Bakken – blot må vi bede disse om selv at sørge for transporten ud og hjem. Deltagelse i gratis fælles transport er således forbeholdt vores medlemmer.
 
Tilmelding
På grund af sommerferie/industriferie gør vi opmærksom på, at tilmeldings­fristen til dette arrangement skal ske tidligere end sædvanligt, nemlig alle­rede senest tirsdag den 24. juli.
Da det er meget vigtigt både for Bakken og ‘Familier med kræftramte børn’ at få alle tilmeldingerne i hus så hurtigt som overhovedet muligt, har vi lavet en lille konkur­rence for de særligt kvikke.
 
Der vil således blandt alle tilmeldinger, som er indgået senest i løbet
af mandagen den 16. juli, blive trukket lod om følgende præmier:
 
1. præmie: Et rejsegavekort sponseret af Bravo Tours. Værdi kr. 5.000,00.
2. præmie: Et gratis ugeophold i en af Foreningens Ferieboliger. Værdi kr. 1.500,00.
 
Derfor: Udfyld allerede i dag vedhæftede tilmeldingsblanket og send den til Forenin­gens Sekretariat hurtigst muligt og allersenest tirsdag den 24. juli.
 
Husk også at krydse af, om man ønsker at deltage i fælles transport eller vælger at køre selv til/fra Bakken.
 

Familier med kræftramte børn og A/S Dyrehavsbakken håber at se rigtigt mange af Foreningens medlemmer og andre, der har lyst til at nyde en dejlig
og spændende dag i Danmarks ældste forlystelsespark.

Med venlig hilsen og på gensyn,

Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 19. august, 2012
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk