Indlæser Begivenheder

FMKB i Jesperhus Blomsterpark

3. maj, 2012
Gratis

‘Familier med kræftramte børn’ og Jesperhus Blomsterpark kan i år sammen fejre 10 års jubilæum for samarbejdet. Dagen før den officielle sæsonåbning har den smukke park på Limfjordsøen Mors år efter år åbnet porten for Foreningen og givet os en eventyrlig oplevelse. Og på de 10 år er der sket meget i Jesperhus Blomsterpark.
 
Den smukke blomsterpark er gjort forårsklar, og mere end en million blomster og blomsterfigurer venter på endnu mere vand og varme, så de rigtigt kan blomstre.
 
Torsdag den 3. maj (dagen før Store Bededag) tager blomsterparken imod publikum med et strålende skue og oplevelser både i blomsterparken, i den zoologiske afdeling og i det store forlystelsesområde med legeland.
 
Alle medlemsfamilier, godkendte besøgsvenner, bedsteforældre samt personalet på alle hospitalsafsnit med relation til behandling af kræftsyge børn og unge er velkomne til at deltage.
 
Foreningen har hele dagen igennem parken for sig selv, og det betyder, at også familier med et barn i intensiv behandling trygt kan deltage.
 
Martin & Ketil på scenen
Her i jubilæumsåret byder vi på en herlig overraskelse for børnene som afslutning på dagen: Kl. 15.30 bliver der nemlig sat fut på scenen, når det sjove makkerpar Martin og Ketil griber fat om instrumenter og mikrofoner. De populære TV værter på TV2 underholder med et lattervækkende show, der også vil gøre os lidt klogere.
Se omtale af deres show et andet sted i invitationen.
 
Blomsterpark
Nordens største blomsterpark byder velkommen i en veltrimmet grøn og farverig ud­gave. Mere end en million blomster, stauder, buske og træer står klar i smukke, sarte forårsfarver, og de fantasifulde blomsterfigurer og arrangementer er en oplevelse.
 
Det er også Eventyrhaven, hvor temaet er H.C. Andersen. Og måske kan man møde eventyrdigteren i egen høje person.
 
JungleZoo og NatZoo
I den indendørs zoo går man på opdagelsesrejse mellem papegøjer, eksotiske som­merfugle, slanger, fugleedderkopper, øgler, aber og underlige insekter. Kom helt tæt på og lær om dyrene ved tropeinfo og fodringer.
 
Og som noget helt nyt vil dyrepasserne ‘snyde’ de nataktive dyr og lave dag om til nat, så man kan se dyrene i aktion – de kalder det ‘NatZoo’.
 
4D-biograf
I forbindelse med det 5.000 m2 store Jungleland ligger Jesperhus Blomsterparks 4D biograf, der har flere spændende film på programmet.
 
I biografen vil du blive overrasket, når stolen pludselig bevæger sig, eller figurerne kommer helt ud af lærredet og dinosauerne brøler. 4D-biografen har masser af special effects, der er helt utrolige!
 
Legeland
For børn i alle aldre, der ønsker fart og spænding. I de sjove bumperbåde, i mini­bilerne, karrusellerne, på motorcykler og i Mini-expressen. Der er trampoliner og hoppepuder til både den vilde og den lille. Og meget andet.
 
Piratland
Kaptajn Kølhaler tager imod og sender børnene op i hans karrusel eller ud på bølgerne i Krokodille Racer. Han inviterer også i dukketeater og på kapringstogt i sit piratskib. Alt sammen spændende udfordringer til rigtige pirataspiranter.
 
Westernland
Op på hesten fra fortet eller hen og grave guld. Der er sikkert også nogle af de mind­ste, der vælger at ville klappe gederne.
 
Jungleleg
Her følger børnene den farlige junglesti, kravler fra stamme til stamme, springer fra sten til sten og kommer helt op i trækronerne til hængebroen. Prøv også at finde den hemmelige maya-grotte!
 
Jubilæums-konkurrence
I anledning af 10-års jubilæet kan alle familier i år deltage i en meget spændende familiekonkurrence, hvor man rundt i blomsterparken skal finde svar på nogle spørgsmål. Blandt alle rigtige besvarelser bliver der udtrukket 5 vindere, som hver får et gavekort til et 2-dages ophold på Feriecenter Slettestrand i en ferielejlighed med plads til max. 5 personer.
 
Velkommen
Porten bliver åbnet kl. 10.00, og kl. 10.30 byder ‘Familier med kræftramte børn’ officielt velkommen og overlader straks scenen til:
 
Asbjørn Riis, den danske wrestling-kæmper og Foreningens ambassadør, der har fightet i arenaerne i USA, optrådt som stærk mand, ageret stuntman, trukket tonstunge lastbiler og meget andet. – Altid med et nordjysk glimt i øjet!
 
Efter velkomst ruller Asbjørn sine madrasser ud og tumler med børnene, der vil få en kraftfuld oplevelse og selvfølgelig en autograf. En rigtig festlig start på dagen?
 
Også i år kan du møde Jungledyret Hugo og hans tre venner, som går rundt i parken og spreder glæde og hygge.
 
Frokost og meget mere
Når sulten melder sig, melder Foreningen sig som vært ved en dejlig frokost i Junglecafeen. Her kan man i tidsrummet kl. 12.00 – 15.00 ganske gratis få serveret en lækker jungle-buffet + en selvbetalt øl eller vand og kaffe efter eget valg.
 
Husk at anføre på tilmeldingsblanketten, om det syge barn er højisoleret på det pågældende tidspunkt og familien derfor ønsker at spise i særskilt lokale.
 
Herudover byder vi også på en IS-kold overraskelse i dagens løb.
 
 
Show med Martin & Ketil
Kl. 15.30 slutter vi af med  et underholdende hjernevaskershow md Martin og Ketil, som de fleste morgenfriske børn kender fra TV. Martin og Ketil har en god nyhed til alle: Vi kan blive klogere hele livet igennem.
 
 
I deres nye show viser de to spasmagere, hvordan vi kan blive klogere ved at lave hjernegymnastik, spise klog mad og motionere. Men først skal vi lære at vælge at spise det sunde æble i stedet for flødebollen. Derfor får Ketil hjernevaskerhjelmen på, og så er de ellers klar til en rigtig gang hjernevask.
 
I showet møder vi sandelig også et vaskeægte Rummonster, cirkushunden Vuffi, Kineserorkestret Li, og vi får en enetime med trafikeksperten, skolelærer Ole.
 
Nyd det musikalske hjernevaskershow, hvor man kun kan risikere at komme til at grine og samtidigt blive lidt klogere. Efter det ca. 45 min. lange show stiller de to spasmagere meget gerne op til både autografskrivning og fotografering.
 
Tilmelding
Besøget i Jesperhus Blomsterpark er hvert år en rigtig medlemstræffer, og hurtig tilmelding vil derfor være nødvendig.
 
Tilmeldingen skal sendes til Sekretariatet inden mandag den 16. april.

Når tilmelding er modtaget, fremsendes billetter m.v. samt yderligere informationer til deltagerne nogle få dage før selve arrangementet.
 

Jubilæumsgratis
FMKB vil fejre det flotte 10 års jubilæum med et helt og aldeles gratis arrangement. Det gælder entré, alle forlystelser, frokost, Martin og Ketil show og det dejlige vejr.
 
Drikkevarer er dog for egen regning.
 
Vandland
Husk også badetøjet og hop i det tropiske vandlands store varmtvandsbassin i Feriecentret og tag en tur i en 40 meter lang vandrutschebane efter kl. 16.00 – eller prøv vipperne eller en af de andre rutschebaner. Besøg i Vandland er dog ikke indeholdt i arrangementet.
 
Pris for voksne kr. 50,00 og kr. 30,00 for børn under 12 år.
 
Bemærk!
Alle kan trygt deltage i alle aktiviteterne i og omkring Blomsterparken, da der kun er adgang for deltagere, der er inviteret af ‘Familier med kræftramte børn’. Det betyder, at alle isolationsregler kan overholdes. Medlemskab af Foreningen er ikke nødvendigt, men deltagelse forudsætter, at man ikke udgør en smitterisiko for børn i kræftbehandling.
 
Ønsker man at besøge Jesperhus Feriecenter og Vandland, gør vi opmærksom på, at der her er adgang for andre gæster, og at isolationsregler derfor ikke kan forventes overholdt. Jesperhus Feriecenter og Vandland er placeret separat fra Blomsterparken på den modsatte side af vejen.
 
 
Her findes også kørselsvejledning og andre gode, praktiske oplysninger.
Deltagerne sørger selv for transport til og fra Jesperhus Blomsterpark.
 

Med venlig hilsen
– og på gensyn i Jesperhus Blomsterpark!

 
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 3. maj, 2012
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk