Indlæser Begivenheder

FMKB booker Hotel LEGOLAND®

13. september, 2013
Gratis

‘Familier med kræftramte børn’ fejrer i år 30 års jubilæum, og det bliver markeret med det største antal arrangementer og aktiviteter nogensinde i hele Foreningens historie.  Fælles for dem alle er at skabe et lys i tilværelsen for de familier, der har eller har haft et kræftramt barn samt at give medlemsfamilierne og de unge lejlighed til at mødes og udveksle erfaringer med andre i samme situation.
 
Det bliver der rig lejlighed til, når Foreningen inviterer medlemsfamilierne på et indholds- og oplevelsesrigt weekendophold på Hotel LEGOLAND® i Billund.
 
Opholdet finder sted med start fra fredag den 13. september kl. 17.00 og frem til søndag den 15. september kl. 15.00 og giver de bedste muligheder for afslapning, oplevelser og faglige input. Og ikke mindst socialt samvær.
 
Hvem kan deltage
Weekendopholdet er forbeholdt børn og unge, der har eller har haft kræft samt deres familier (far, mor og raske søskende). Familier der har mistet et barn kan naturligvis også deltage. Medlemskab af ‘Familier med kræftramte børn’ er en forudsætning.
 
Til samtlige arrangementer og aktiviteter på hotellet kan alle gængse isolationsregler overholdes, så også familier med et barn i behandling kan trygt deltage.
 
Velkommen
‘Familier med kræftramte børn’ har booket hele hotellet og alle dets faciliteter, så vi kan byde velkommen til mellem 700 og 800 deltagere. Der tilrådes alligevel meget hurtig tilmelding. Ved evt. overtegning vil Foreningen prioritere de medlemsfamilier, der har størst behov for at komme hjemmefra.
 
Foreningen ser frem til, at dette store jubilæumsarrangement vil samle et stort antal medlemsfamilier, som vil nyde en weekend sammen med andre familier, der er eller har været i samme situation.
 
Det er Foreningens ønske og håb, at deltagere i alle aldersgrupper vil få en udbytterig og spændende weekend, hvor der samtidigt er mulighed for at etablere nye venskaber og at udvide sit netværk.
 
Besøg i LEGOLAND®
‘Familier med kræftramte børn’ har tidligere inviteret samtlige medlemsfamilier, pårørende, besøgsvenner og andre til en dejlig dag i Danmarks store forlystelsespark LEGOLAND® fredag den 13. september.
 
Dette arrangement slutter officielt kl. 17.00, men parken er åben frem til kl. 18.00. Weekendopholdet, der gælder denne invitation, indledes på Hotel LEGOLAND med check in fra kl. 17.00 for de tilmeldte medlemsfamilier.
 
NB. Weekendopholdet på Hotel LEGOLAND er et selvstændigt tilbud, og man skal derfor tilmelde sig særskilt, uanset om man også deltager i arrangementet i selve LEGOLAND parken fredag den 13. september.
 
Deltagergebyr
På grund af arrangementets betydelige omfang er Foreningen nødsaget til at opkræve et endog meget beskedent deltagergebyr for weekendopholdet.
 
For børn i alderen op til og med 11 år vil det være kr. 100,00 pr. barn.
 
For øvrige børn, unge og voksne bliver det kr. 200,00 pr. person.
 
Beløbet skal indbetales på reg. nr. 4665, konto nr. 0016423130.
 
Beløbet dækker 2 overnatninger på hotellet, og ‘Familier med kræftramte børn’ er vært ved alle fælles måltider samt alle arrangementer og aktiviteter.
 
Deltagerne skal således blot selv betale for drikkevarer.
 
Weekendopholdet vil byde på en lang række underholdende og faglige arrangementer og aktiviteter for personer i alle aldersgrupper, og i det følgende bliver familien kun lige præsenteret for nogle af weekendens tilbud. De nøjagtige tidspunkter for alle aktiviteter er endnu ikke fastlagt, ligesom enkelte aktiviteter endnu ikke er fuldt bekræftede – og derfor ikke nævnt.
 
Foreningens egen psykolog, Kirsten Lysgaard, vil også være til stede hele weekenden og forestå forskellige aktiviteter.
 
Fredag
Der er check in på Hotel LEGOLAND® fra kl. 17.00.
 
Foreningen inviterer på fælles middag for alle deltagere kl. ca. 19.00, hvor der vil være spændende underholdning såvel under som efter spisningen.  Her kan deltagerne bl.a. opleve magiske trylleshows med close up, bugtaleri med dukker – og især børnene kan opleve, hvordan fantasifulde ballondyr bliver skabt.
 
Efterfølgende er der lejlighed til at benytte hotellets faciliteter med bl.a. stort fitness center. Eller få et slaw billard – eller spil computer i hotellets Game Zone.
 
På hotellets store område er der minigolfbane, som frit kan benyttes.
 
Pejsestuen og baren er åben til hyggeligt samvær.
 
Mange børn elsker fradagens Disney-show i TV, og det vil der også være mulighed for at se. – Er man ikke til Disney, kan børn og unge boltre sig med spilkonsollerne i Game Zone eller gå på skattejagt på hotellets område.
 
Lørdag aften med Sigurd Barrett
Lørdag aften er alle deltagere samlet til en dejlig festmiddag med buffet.
 
Under spisningen vil der være spændende underholdning, levende hyggemusik samt en erfaren entertainer og konferencier vil lede os gennem aftenens programpunkter.
 
På et tidspunkt kommer den kendte musiker og entertainer Sigurd Barrett og giver righoldige smagsprøver på sine (underholdnings)evner ved klaviaturet, og der vil være fortryllende underholdning for børnene.
 
Efter dessert og kaffebord spiller Sigurd Barrett op til dans, og for de større børn og unge åbner diskoteket i separat lokale med blinkende lygter, røg professionel DJ og en alkoholfri bar. De voksne må naturligvis også gerne deltage og benytte den ‘rigtige’ bar med alkohol, hvor snakken vil gå lystigt.
 
Lørdagens store brag
En lang og begivenhedsrig lørdag afsluttes af Apollo Fyrværkeri, som sætter et festligt og sprudlende punktum for dagens ‘officielle’ arrangementer og aktiviteter med et imponerende festfyrværkeri.
 
Arrangementer og aktivitetstilbud lørdag og søndag
Det omfattende program for lørdag og søndag er ikke fastlagt i detaljer, men efter den store morgenbuffet, bliver deltagerne delt op i grupper efter alder, og aktiviteterne de to dage vil således være målrettet efter de forskellige grupper.
 
Med lørdag som den absolut store aktivitetsdag.
 
Gode faste fælles programpunkter hver dag bliver dog den store morgenbuffet, frokost- og aftenmåltidet. Der vil endvidere være fælles program for alle på hotellet efter kl. 17.00.
 
Børn mellem 0 og 3 år
For begge dage er der arrangeret børnepasning på hotellet med aldersbestemte aktiviteter, så forældre trygt kan deltage i de forskellige voksen aktiviteter.
 
Børn
På hotellets område vil et erfarent personale aktivere og være ledsagere til børn mellem 4 og ca. 8 år. Det kan være spændende skattejagter, rollespil og/eller aktiviteter i hotellets Game Zone, hvor der er spillekonsoller med spil i alle niveauer. Måske store LEGO byggekonkurrencer, eller en tur i Billund Svømmebad, som ligger umiddelbart over for hotellet.
 
Større børn, teenagere og unge
En LEGOLAND guide tager de unge med på en Back stage tour, der kommer bag kulisserne i LEGOLAND. Turen går gennem værksteder/ studios og nogle af parkens områder. Guiden fortæller bl.a. om LEGOLANDs historie og demonstrerer noget af den enorme teknik, der skal til for at få det hele til at fungere.
 
LEGOlympics er en spændende konkurrence, der sætter deltagernes samarbejdsevne og kreativitet på udfordrende prøver, bl.a. med løsning af spændende opgaver med store, bløde LEGO klodser.
 
Om eftermiddagen står hotellets store fitness center til fri disposition. Her vil vores egne instruktører fra Club la Santa være til stede og give gode fif til god motion.
 
Der er også sammen med alle øvrige deltagere fri adgang til Billund Svømmebad nær hotellet. Vi gør opmærksom på, at der kan være andre gæster i svømmebadet.
 
Der vil også være mulighed for et besøg i Lalandia Billund, der rummer Skandinaviens største vandland, AQUADOME med bl.a. de megastore vandrutsjebaner. Også her vil der være andre gæster.
 
For unge, der deltog i Foreningens rejse til Club la Santa på Lanzarote i maj 2013 er der arrangeret en reunion, hvor deltagerne kan mødes og udveksle erfaringer, vise fotos og hygge sig sammen i det fællesskab, som turen har skabt.
 
Ved arrangementer og aktiviteter uden for selve hotellets område, vil deltagerne blive forsynet med drikkevarer og en dejlig picnicpose.
 
Forældre
Oplev en af en landets absolut mest populære foredragsholdere, den kendte og skarpe familievejleder, socialpædagog Lola Jensen, der holder et interessant, inspirerende og meget underholdende indlæg om forældre og børneopdragelse.
 
Alle forældre vil jo faktisk deres børns bedste. Det er bare ikke altid, at mål og handling kommer til at stemme overens. Måske fordi usikkerhed, dårlig samvittighed, manglende selvtillid, stress osv. overhaler alle de gode intentioner.
 
Director of Communication Management, Tommy Jakobsen, LEGO®, holder et levende og interessant indlæg om verdens største producent af konstruktionslegetøj.
 
Tommy Jakobsen vil bl.a. fortælle om LEGOs historie, kernen i virksomhedens produkt og varemærke samt LEGO koncernens mission, vision og værdier.
 
Mag. art. og filosof John Engelbrecht kommer og giver deltagerne en helt forrygende åndelig saltvandsindsprøjtning tilsat flere liter humor.
 
Om sig selv siger John Engelbrecht bl.a.: “Jeg er kendt som et legende menneske, og det er sikkert og vist, at jeg har været på klovnekursus og oplever mig selv som en poetisk klovn, filosofisk humorist eller humoristisk filosof, en åndelig sørøver og verdensvandrer med inspiration fra mange kulturer.
 
Jeg er af andre blevet kaldt: “En humorens Robin Hood, der stjæler fra de vittige og gir’ til de kedelige”.
 
Dette er nogle af de indlæg, der kan opleves – flere er i gang med at blive planlagt.
 
Det bliver absolut ikke kedeligt for nogen, og deltagerne kan med garanti komme til vente sig lidt af hvert.
 
Den store overraskelse
Alle deltagere kan se frem til en weekend med masser af aktiviteter, godt samvær, herlige måltider, oplevelser og forhåbentligt glade børn, unge og forældre. Men ‘Familier med kræftramte børn’ hæver overliggeren endnu mere, og det gør vi med en overraskelse, som ikke her skal afsløres.
 
Men det bliver endnu en begivenhed, som hele familien vil snakke om på hjemrejsen!
 
Søndagsfarvel til en dejlig weekend
Efter frokost søndag gør deltagerne klar til afrejse, og ‘Familier med kræftramte børn’ siger farvel og tak for besøget!
 
Foreningen ser frem til at byde alle velkommen til årets store weekendarrangement.
 
HUSK – det er meget vigtigt, at vi modtager familiens tilmelding rettidigt.
 
 
Med venlig hilsen – og på gensyn på Hotel LEGOLAND®
 
Familier med kræftramte børn
 

Detaljer

Dato: 13. september, 2013
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk