Indlæser Begivenheder

Fakiren fra Bilbao

11. december, 2016 - 11:00 - 14:00
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Kom til Aarhus Teater hvor familien kan opleve vaneforbrydere, ånder, et diamanttyveri og skattejagt i Bjarne Reuters hæsblæsende gyserkomedie

En af Danmarks mest læste forfattere
Da Bjarne Reuter gik til afsluttende lærereksamen i 1975, kedede han sig. For at få tiden til at gå, skrev han på blot en uge sin debutroman, Kidnapning.

Hans humoristiske tone vakte opsigt og begejstring, og siden har Bjarne Reuter skrevet omkring 80 bøger og prøvet kræfter med stort set alle litterære genrer, foruden film- og TV-manuskripter.

Da han engang blev spurgt, hvad han ville være, hvis han ikke var forfatter, var svaret kort og godt: Ulykkelig!

En herlig gyserkomedie for hele familien
Tvillingerne Kamma og Tom flytter med deres mor ind i et faldefærdigt hus. Det har stået tomt i årevis, men de opdager hurtigt, at det gemmer på en meget værdifuld hemmelighed: den kostbare kæmpediamant Koo-loon.

Da to udspekulerede forbrydere opsøger huset for at stjæle diamanten, starter en vild og drabelig skattejagt. For nu vil alle gerne have fingre i den sjældne diamant. Heldigvis får Kamma og Tom uventet magisk hjælp af cirkusspøgelset Fakiren fra Bilbao, da han bliver lukket ud af den kuglepen, han i 10 år har været spærret inde i.

Bjarne Reuters populære gyserkomedie er årets sjove og uhyggelige julegave til hele familien. Tag med ind i et eventyrligt og humoristisk univers og mød blandt andre den mølædte Fakir, et ret så sært elghoved og den sleske bedemand Mooney med det løjerlige firma Hasta la vista.

Fakiren fra Bilbao er særdeles egnet til hele familien!

Kun os i Aarhus Teater
Alle 674 pladser i Aarhus Teaters Store Scene er reserveret udelukkende til ‘Familier med kræftramte børn’, så glædeligvis kan alle gældende isolationsregler overholdes. Derfor kan også familier med et barn i intensiv behandling trygt deltage.

Bedsteforældre, godkendte besøgsvenner og personale fra børnekræftafdelingerne er også meget velkomne til at overvære forestillingen.

Selv om vi disponerer over hele salen, bliver der sikkert rift om billetterne, og derfor tilråder vi hurtig tilmelding. Billetter vil blive tilsendt nogle dage før forestillingen.

Detaljer

Dato: 11. december, 2016
Tidspunkt: 11:00 - 14:00

Sted

Sted: Aarhus Teater
Adresse: Teatergaden 1
Aarhus, 8000 Danmark

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk