Indlæser Begivenheder

En dag i Zoologisk Have

20. oktober, 2012
Gratis

Da Zoologisk Have åbnede i 1859, kunne gæsterne på 4.000 m2 se ørne, ugler, høns, ænder, kaniner, en ræv i en lænke, en sæl i et badekar og en skildpadde i en spand.
 
Foruden de levende dyr kunne publikum også se en samling af udstoppede fugle.
 
I dag byder Zoologisk Have velkommen i en 110.000 m2 stor have med ca. 3.700 dyr fra hele verden, og lørdag den 20. oktober kan hele familien (gen)opleve en af Europas ældste zoologiske haver, der naturligvis er fulgt med tiden.
 
Oplevelser og aktiviteter
En af de helt store oplevelser er elefanthuset, som præsenterer de op til 5 tons tunge elefanter i frie omgivelser, og i udstillinger kommer man tæt på verdens største land­levende dyr, som hver sætter ca. 150 kg foder til livs hver dag.
 
I Zoologisk Have er der også skabt en stor afrikansk savanne, hvor dyrene lever i deres naturlige omgivelser. Se løverne der fodres to gange om ugen med ½ hest eller en hel ko, nyd de livlige bavianer, næsehorn, gnuer, de to tons tunge flodheste og mange andre af den afrikanske savannes dyr.
 
Dagen i Zoo
Invitationen gælder i havens åbningstid fra kl. 10.00 til kl. 17.00, men familien er velkommen til at komme og gå, som man ønsker i løbet af dagen.
 
Hele dagen har ‘Familier med kræftramte børn’ base i det gamle elefanthus, hvor der kun er adgang for inviterede af Foreningen. Det er også her at alle får udleveret en lækker picnic-pose mellem kl. 11.30 – 13.00, som kan nydes ved de mange borde og bænke i haven. I elefanthuset er der samtidig adgang til en lækker frugt-buffet.
 
Workshops
I løbet af dagen vil der være en række workshops og andre aktiviteter, hvoraf nogle er forbeholdt ‘Familier med kræftramte børn’, mens andre også er åbne for havens øvrige gæster.
 
Zoo-arenaen
Kl. 11.30: Mød kamelerne
Kl. 12.30: Underholdning
Kl. 13.30: Fugletræning
 
BørneZoo-scenen
Kl. 14.30: Mød en hest
Kl. 15.20: Koen malkes
 
 
Det gamle elefanthus (forbeholdt FMKB hele dagen)
I det gamle elefanthus vil alle børn fra FMKB sidst på dagen få udleveret et dejligt lille tøjkrammedyr. Der vil være følgende workshops fra kl. 12 – 16:
 
Fugleedderkop (forbeholdt FMKB)
Se og hør om en af de største og mest giftige edderkopper, fugleedderkoppen. Lav din egen fugleedderkop i naturlig størrelse.
 
Savanneværksted (forbeholdt FMKB)
Få masser at vide om savannens mange dyr. Lav armbånd af skind fra springbukken og lav smykker af skallen fra de kæmpestore strudseæg.
 
 
Rovdyrtænder (forbeholdt FMKB)
Se hvordan rovdyrtænderne ser ud. I gipsværkstedet kan børn og voksne lave flotte afstøbninger til at tage med hjem.
 
Tegneværksted (forbeholdt FMKB)
Lav en flot tegning og tag med hjem.
 
Biologisk værksted (forbeholdt FMKB)
Åbent hus fra kl. 10 – 16.
 
ZooLab
Åbent hele dagen. Her vil der være formidling om mus, der vil være spændende opdagelseskasser, og man kan lave gipsafstøbninger af rævespor.
 
Hos næsehorn og flodheste (forbeholdt FMKB)
Besøg næsehornene mellem kl. 11 og 12 og flodhestene mellem kl. 13 og 14 bag kulissen i deres stalde.
 
Zoo-tårnet
Hele dagen er der gratis adgang til Zoologisk Haves berømte tårn for alle FMKB deltagere. Man kan her skue ud over Hovedstaden fra tårnets øverste platform, hvorfra man i klart vejr ser Øresundsbroen og den svenske kyst mod øst, Amager og helt til Stevns Klint mod syd og Roskilde mod vest.
 

Ponybanen
Hele dagen er der gratis adgang til Ponybanen for alle FMKB deltagere.
 

Hvem kan deltage?
Alle kræftramte børn og unge samt deres familier fra hele Danmark er velkomne.
Det er ligeledes besluttet, at bedsteforældrene til de syge børn meget gerne må inviteres med i det omfang, forældrene måske ikke kan ledsage børnene på dagen.
 
Vi håber således, at vi får endnu bedre mulighed for at tilgodese, at specielt de isole­rede børn og deres familier sikres nogle positive fælles sociale oplevelser, som de ellers er afskåret fra i meget lange perioder.
 
Invitationen gælder også alle hospitalsafsnit, ambulatorier, institutioner m.v., der har relation til behandlingen af kræftsyge børn og unge. Man behøver altså ikke være medlem af ‘Familier med kræftramte børn’ for at kunne deltage – det er tilstrækkeligt at tilhøre målgruppen.
 
Med masser af plads i Zoologisk Have, behøver ingen holde sig tilbage!
 
Lørdag den 20. oktober vil der også vil være andre besøgende i haven, så alle normalt gældende isolationsbestemmelser kan ikke fuldt ud overholdes. Ved rigtig mange af dagens aktiviteter er der imidlertid kun adgang for deltagere fra FMKB, og da de fleste øvrige aktiviteter foregår udendørs, vil smitterisikoen være meget begrænset.
 
Deltagelse i Foreningens aktiviteter er dog som altid forbeholdt personer, som ikke udgør nogen smitterisiko for børn i behandling for en kræftsygdom.
 

Fælles bustransport
For mange af vores medlemmer fra Jylland og Fyn er Storebæltsbroen stort set umu­lig at forcere uden store omkostninger. Herunder især økonomiske.
 
Derfor tilbyder Foreningen gratis fælles bustransport for alle vores jyske og fynske medlemmer med opsamling i Århus, Vejle og Odense. Da disse busser udelukkende kører for os denne dag, kan alle isolationsregler overholdes under transporten.
 
Nærmere informationer vil blive tilsendt ca. en uge før besøget i Zoologisk Have. Husk at krydse af på tilmeldingsblanketten, om man ønsker at deltage i fælles bustransport eller vælger at køre selv.
 
Vi gør udtrykkeligt opmærksom på, at vi kun kan garantere deltagelse
i fælles transport, hvis man har tilmeldt sig rettidigt.
 
Vi gør ligeledes opmærksom på, at der naturligvis kun vil blive arrangeret fælles transport, hvis der er tilstrækkelig interesse herfor.
 
Hvad koster det?
Det koster ingenting at deltage. Takket være det meget tætte samarbejde med Annie og Otto Johs. Detlefs’ Fonde kan man deltage i arrangementet ganske gratis.
 
Dog skal man naturligvis selv betale for evt. aktiviteter, forfriskninger og fortæring m.v. udover det, som er indeholdt i denne invitation.
 
Tilmelding
Af hensyn til det praktiske arrangement med bl.a. tøjdyr til alle børnene og picnic-poser til alle deltagere skal vi bede om, at Foreningens Sekretariat modtager nøjagtig og rettidig tilmelding. Vær opmærksom på at oplyse det rigtige antal fordelt på de anførte aldersgrupper.
 
Da det er meget vigtigt både for Zoologisk Have og ‘Familier med kræftramte børn’ at få alle tilmeldingerne i hus så hurtigt som overhovedet muligt, skal vi opfordre til at være meget hurtig på tilmeldingsknappen.
 
Derfor:
Udfyld allerede i dag vedhæftede tilmeldingsblanket og send den til Sekretariatet hurtigst muligt og allersenest onsdag den 3. oktober.
 
Husk også at krydse af, om man ønsker at deltage i fælles bustransport eller vælger at køre selv til/fra Zoologisk Have.
 
Endeligt program med nærmere praktiske informationer vil blive tilsendt alle deltagere sammen med diverse billetter m.v. ca. en uge før besøget i Zoologisk Have.
 
 

‘Familier med kræftramte børn’ og Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde håber at se rigtigt mange af Foreningens medlemsfamilier og andre, der har lyst til at nyde en dejlig og spændende oplevelsesdag i Zoologisk Have i København.
 
 
Med venlig hilsen og på gensyn,

Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 20. oktober, 2012
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk