Indlæser Begivenheder

Efterårsfilm i biografen

5. oktober, 2013
Gratis

‘Familier med kræftramte børn’ har i en årrække haft et godt samarbejde med Nordisk Film Biografer, og det er en fornøjelse endnu en gang at kunne invitere medlemmerne til en god og sjov filmoplevelse. Også denne gang er der tale om to gode premiere-film! Så velkommen foran det store hvide lærred, som med garanti giver en helt anden oplevelse end fladskærmen hjemme i stuen, uanset størrelse.
 
Så find frem til Dagmar Teatret i København, BioCity i Odense, Aarhus eller Aalborg!
 
I de fire biografer bliver der vist to film samtidigt, og alle i familien må derfor vælge.
 
Den ene film er animationsfilmen “Olsen Banden på dybt vand”, en fortsættelse til Olsen Banden på de bonede gulve.
 
I den anden film klarer “Antboy” paragrafferne med helt uanede superkræfter.
 
Lukkede forestillinger
Forestillingerne er lukkede særforestillinger, hvor der kun er adgang for inviterede af ‘Familier med kræftramte børn’, og derfor kan børn i isolation også trygt være med.
 
Bedsteforældre og personale fra børnekræftafdelingerne er også velkomne.
 
Det samme gælder de efter isolationsreglerne ‘godkendte’ besøgsvenner.
 
Deltagelse er helt og aldeles gratis. – Der er god plads til alle!
 
Man behøver således ikke være medlem af ‘Familier med kræftramte børn’ for at kunne deltage. Vi understreger dog, at deltagelse kun er for personer, der ikke udgør nogen smitterisiko for børn i kræftbehandling.
 
Hvor og hvornår vises filmene?
 
København kl. 10.00: Dagmar Teatret, Jernbanegade 2Odense kl. 09.30: BioCity Odense, Banegård Center (speciel indgang)Aarhus kl. 10.00: BioCity Aarhus, Skt. Knuds Torv 15Aalborg kl. 10.00: BioCity Aalborg, John F. Kennedys Plads
 
I alle biograferne åbnes dørene ca. halv time før filmene starter, så der bliver tid til at forsyne sig med lidt slik, sodavand, popcorn og alle de andre vente- og filmgodter.
 
“Olsen Banden på dybt vand” varer 1 time og 30 min., mens spilletiden på “Antboy” er 1 time og 17 min. Filmene vises samtidigt. Læs lidt om filmene på næste side.
 
Billetter og et par praktiske oplysninger bliver tilsendt nogle få   dage før filmene ruller hen over lærredet. Men husk nu familiens tilmelding, som skal være modtaget på Foreningens Sekretariat senest onsdag den 25. september!
 
Med venlig hilsen – og rigtig god biftur til alle,

Familier med kræftramte børn
 
Lidt om de to film?
 
 
Den ene film:

Olsen Banden på dybt vand
 
Animationsfilmen ‘Olsen Banden på dybt vand’ er en fortsættelse til Olsen Banden på de bonede gulve.
En olie-accellerator, der vil kunne mangedoble de efterhånden minimale oliereserver, er det eneste, der kan redde Danmark fra sikker ruin, men opfindelsen befinder sig uheldigvis i hænderne på to skruppelløse bagmænd.
Den velhavende, men hensynsløse Bang Johansen, og hans mindst lige så farlige amerikanske tvillingebror, Bang Bang Johnson står i spidsen for et multinationalt verdensfirma og en mindre hær af slyngler og banditter, en omfangsrig, tidligere kvindelig østtysk sergent samt to glubske krokodiller bevæbnet til og med tænderne.
Så nu ligger fremtiden for verdens lykkeligste folk helt i hænderne på Egon, hans to håbløse hjælpere, Kjeld og Benny, samt den hysteriske, men farverige Yvonne fra Valby – og denne gang også den sprængfarlige alkoholiker, Dynamit Harry…
 
Stemmerne bag “Olsen Banden på dybt vand” tilhører Martin Buch, Nicolaj Kopernikus, Kurt Ravn, Annette Heick og Lars Ranthe.
 
 
Den anden film:

Antboy
 
“Antboy” er en dansk familiefilm baseret på Kenneth Bøgh Andersens bogserie.
 
Superheltefilmen ‘Antboy’ er historien om den 12-årige dreng Pelle, der ved et skæbnetræf bliver bidt af en myre og udvikler uanede superkræfter.
 
Med hjælp fra sin ven, tegneserienørden Wilhelm, skaber Pelle en hemmelig identitet som superhelten Antboy.
 
Langsomt begynder der at ske ting og sager i det lille samfund. Og da en uhyggelig og gal superskurk, Loppen, melder sig på banen, må superhelten Antboy træde til!
 
I “Antboy” kan du bl.a. møde de kendte skuespillere Oscar Dietz, Nicolas Bro og Lærke Winther.

Detaljer

Dato: 5. oktober, 2013
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk