Kom og vær med i FMKBs Mentornetværk
Mange kræftramte unge oplever efter endt behandling at det er vanskeligt at få en velfungerende hverdag til at hænge sammen. Efter lange forløb i behandlingssystemet kan det være svært selv at skulle tage initiativ og stilling til stort og småt i hverdagen.
Derfor har FMKB for nogle år siden udviklet Mentornetværket for unge mellem ca. 14 og 22 år, som har eller har haft en kræftsygdom.
Når du deltager i FMKBs Mentornetværk, vil du opleve, at du udvikler dig personligt samtidig med, at du indgår i et stærkt netværk med andre, som er i samme situation som dig. FMKB tilbyder dig hermed at deltage i Mentornetværket, der gør det nemmere for dig at få en velfungerende hverdag til at hænge sammen.
Det kommende års Mentornetværk starter i oktober og varer et år.
Mentornetværket
De seneste år har FMKB haft stor tilslutning til Mentornetværket, hvor en gruppe unge er blevet fulgt i deres hverdag med skole, lektier og fritid. Ordningens formål er, at de unge gennem et år sammen med FMKBs lærer- og mentorteam kan genfinde troen på, at de kan vælge den bedste uddannelsesretning, genopbygge et socialt netværk og få en velfungerende hverdag.
Forløbet
Mentornetværkets program består af månedlige, obligatoriske fag- og aktivitetsdage, der er tilrettelagt efter den enkeltes niveau, og hvor der også er fokus på socialt samvær.
I løbet af året får alle i gruppen tilknyttet en mentor fra FMKBs lærerteam, som følger hver enkelt tæt og bl.a. er behjælpelig med personlig og faglig støtte samt eventuelt at hjælpe med at komme i gang med fritidsaktiviteter.
I forløbet indgår der ikke bøger og udenadslære – tværtimod!
I de foregående år blev det engelske sprog trænet i London, samarbejdet blev styrket under teambuilding i Ans og ved Uddannelsesdage i København. Gruppen lærte tyske gloser ved julemarkedet i Flensborg og arbejdede med naturfag i Ans. Ved alle arrangementer blev fagligheden styrket, og venskaber voksede på tværs af landsdele.
I Mentornetværket er der ansat to lærere, som underviser, støtter og motiverer de unge til at komme videre med deres generelle trivsel. Herudover vil deltagelse i netværket være med til at øge deres selvværd og skabe relationer til andre unge.
FMKB er nu ved at sammensætte den gruppe af unge, som skal være med i årgang 3 i Mentornetværket. Der er stadig pladser i gruppen, og ønsker du at deltage, skal du sende en mail til info@fmkb.dk, hvor du
- kort præsenterer dig selv (bopæl, alder, søskende, sygdomsforløb)
- fortæller om dit skoleforløb og evt. uddannelsesønsker
- fortæller om dine fritidsinteresser
Ansøgningsfristen er inden udgangen af september 2018, men vi læser ansøgningerne løbende, så skynd dig at sende din mail til os.