Indlæser Begivenheder

Club La Santa på Lanzarote

22. januar, 2016 - 29. januar, 2016

En flok unge på mellem ca. 14 og 20 år får en stor oplevelse, når turen går til Club La Santa på Lanzarote. De unge deltagere er alle i eller har afsluttet behandling indenfor de seneste tre år. Med på turen vil også være unge, der senere har fået fysiske eller psykiske senvirkninger. Ungdomsturens formål er at styrke de unges fællesskab, dyrke lidt motion og skabe større livsglæde, så vejen frem mod det normale liv bliver mere fremkommelig.

Familier med kræframte børn arrangerer naturligvis igen i 2016 en helt forrygende tur til den spændende kanariske vulkanø Lanzarote og Club La Santa..

Du kan deltage hvis du er mellem 14 og ca. 22 år og i den afsluttende del af dit behandlingsforløb, eller hvis du inden for de seneste ca. tre år har afsluttet din behandling.

Du kan midlertidig også deltage, hvis du har fået konstateret væsentlige fysiske og/eller psykiske senvirkninger efter behandlingen, selvom den er afsluttet ud over den nævnte tre års periode. Du skal have gyldigt pas og helbredsmæssigt være så stabil, at der kan tegnes den nødvendige rejseforsikring.

Styrk dit netværk
På denne ungdomstur får du rig lejlighed til at udveksle erfaringer og danne eller styrke dine netværksgrupper med andre, der er eller har været i samme situation som dig selv. Et stærkt fællesskab skaber større livsglæde!

Aktiviteter og afslapning
Med mere end 30 forskellige sportsaktiviteter er der nok at gå i gang med på Club La Santa.

Til at styre løjerne har vi allieret os med nogle unge friske undervisere og kompetente instruktører. De vil under hele turen og opholdet være både jeres aktivitetscoaches og aktive hyggeonkler.

Programmet for ungdomsturen skrues sammen ud fra den endelige sammensætning af deltagerne. Der vil også være erfarne guider på udflugterne, når vi skal udforske den smukke vulkanø. Herudover vil der være et par voksne repræsentanter fra FMKB med på turen som tovholdere. På stedet vil en læge være behjælpelig, hvis der måtte opstå behov herfor.

Beskeden egenbetaling
Vi flyver naturligvis til og fra Lanzarote, og det koster også lidt at huse og bespise en større flok unge på Lanzarote i en uge. Derfor må du selv bidrage med et beløb på kr. 1.300,00 som egenbetaling.

All inclusive
Udover et passende antal lomme-euro skal du ikke bekymre dig om en masse andre udgifter. Egenbetalingen dækker således rejseforsikring, opsamlings- og afsætningsbus i Danmark, flyrejse, transfers, ophold i lejligheder, samtlige måltider, aktiviteter og udflugter.

Udrejse og hjemkomst i Billund
Afgang meget tidligt fredag morgen den 22. januar 2016 fra Billund Lufthavn og hjemkomst samme sted først på aftenen fredag den 29. januar 2016. Foreningen sørger for opsamling og fælles transport med bus for deltagere fra/til Sjælland.

Nu skal du…
Husk at fortælle dine forældre, at du ønsker aktive oplevelser og et godt fællesskab på Lanzarote, udfylde begge sider af tilmeldningsblanketten og sende den til Sekretariatet hurtigst muligt og senest mandag den 30. november 2016.

I god tid før afrejse modtager du yderligere oplysninger med program, opsamling, tidspunkter etc.

Ved overtegning forbeholder FMKB sig ret til at prioritere blandt de tilmeldte.

Med venlig hilsen
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Start: 22. januar, 2016
Slut: 29. januar, 2016

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk