Indlæser Begivenheder

Cirkus ifølge Bubber

14. april - 10:45 - 14:45
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Rejs med Bubber ind i et magisk cirkuseventyr når Cirkus Arena præsenterer Cirkus ifølge Bubber i Aarhus søndag den 14. april kl. 12.00.

Nordens største cirkus kan i år byde ’Familier med kræftramte børn’ velkommen til et nyt originalt eventyr, der samler hele familien.
Cirkus Arena har tidligere med stor succes præsenteret Bubber, som i år er med på turnéen i hele sæsonen med forestillingen ’Cirkus ifølge Bubber’ – Supercirkus 2019.

Så tag med på en eventyrlig rejse i det store telt, hvor der kun er adgang for deltagere, som er inviteret af ’Familier med kræftramte børn’.

Alle isolationsregler kan overholdes, således at familier med børn i kræftbehandling også trygt kan deltage. Det er også muligt at medbringe kørestol i teltet – husk blot at angive evt. behov herfor allerede ved tilmeldingen.

Program, Cirkus Arena, Tangkrogen Aarhus

Kl. 10.45 – 11.00 Familier med kræftramte børn er parat til at tage imod
Kl. 11.00 – 11.45 Mulighed for besøg i dyrestaldene og rundtur på cirkuspladsen
Kl. 11.45 – 12.00 Indtages pladserne på stolerækkerne
Kl. 12.00 – 13.15 1. afdeling af ’Cirkus ifølge Bubber – Supercirkus 2019’
Kl. 13.15 – 13.30 Pause
Kl. 13.30 – 14.45 2. afdeling af ’Cirkus ifølge Bubber – Supercirkus 2019’

Cirkus Arena – Nordens største cirkus – byder således på i alt ca. 4 timers spændende aktiviteter og underholdning for hele familien.

Besøg i staldene og rundgang på pladsen

Hvis familien ankommer til Cirkus Arena ca. en time før forestillingen, vil der være mulighed for at komme om bag manegen for at besøge dyrestaldene og gå rundt og fornemme den helt specielle stemning og atmosfære med liv og glæde, der er på hele cirkuspladsen.

En eftermiddag i Cirkus Arena er altid i sig selv en stor oplevelse. Mens børnene klapper dyrene, vil der også være god lejlighed til at møde og snakke med andre familier, der er i samme situation som en selv. Især hvis man møder op i god tid.

Familier med kræftramte børn kan se frem til en international og sprudlende forestilling med Bubber som guide!

Rejs med Bubber ind i årets magiske cirkuseventyr fyldt med sang, cirkusløjer og et udpluk af verdens bedste artister i Cirkus Arenas nye forestilling ’Cirkus ifølge Bubber’.

Oplev en original fortælling i en eventyrlig sammensætning, når Bubber viser jer alle afkroge af cirkus’ magiske verden.

Sammen vil I bl.a. møde de stærkeste håndstandere, som viser deres utrolige kræfter, når de én efter én vender verden på hovedet, og gruppen Duo Costache som får tænderne til at klapre i et nyt imponerende nummer.

Højt oppe under teltkuplen udfører Flying Wulber halsbrækkende trapeznumre, Laura Berdino imponerer med sine flotte heste, og vi forundres over Kolev Sisters store smidighed.

Vi møder også de frygtløse motorcykelkørere fra Diorios, som er tilbage i manegen til Arenas Supercirkus 2019. Et morsomt, underholdende og livsbekræftende eventyr venter for hele familien, når Cirkus Arena byder velkommen i Tangkrogen i Aarhus.

I pausen er der naturligvis mulighed for at købe forfriskninger i forteltet for egen regning.

Hvem kan deltage?

Alle kræftramte børn og unge samt deres familier fra hele Danmark er velkomne. De i relation til isolationsbestemmelserne ”godkendte” besøgsvenner er også velkomne til at deltage i arrangementet. Det er ligeledes besluttet, at bedsteforældre til de syge børn meget gerne må inviteres med. Der er masser af plads, så ingen behøver holde sig tilbage.

Invitationen gælder også personalet på alle hospitalsafsnit, ambulatorier, institutioner, organisationer m.v., der har relation til behandlingen af kræftramte børn og unge. Man behøver altså ikke være medlem af ’Familier med kræftramte børn’ for at kunne deltage.

Vi håber således, vi får endnu bedre mulighed for at tilgodese, at specielt de isolerede børn og deres familier sikres nogle fælles positive sociale oplevelser, som de ellers er afskåret fra i meget lange perioder.

Dog skal vi som altid i forbindelse med foreningens arrangementer minde om, at deltagelse af personer, der udgør en smitterisiko over for børn i kræftbehandling, ikke er særligt hensigtsmæssigt.

Tilmelding og betaling

Cirkus Arena byder publikum indenfor i et imponerende telt med optimalt udsyn og komfort på alle 1.750 pladser, hvor man sidder i rigtige, behagelige stole og ikke på ”hønsepinde”. Er der brug for at medtage kørestol ind i teltet, bedes dette oplyst på tilmeldingsblanketten.

Tilmelding til arrangementet i Cirkus Arena Aarhus, sker ved at udfylde og indsende vores tilmeldingsblanket på mail til info@fmkb.dk senest fredag den 5. april.

Vi skal samtidig bede om indbetaling af et mindre gebyr til ’Familier med kræftramte børn’ reg. nr. 4665, konto nr. 0016423130, mrk. Cirkus Arena, svarende til kr. 50,00 pr. tilmeldt deltager. Beløbet kan naturligvis betales via netbank.

Det indbetalte deltagergebyr på kr. 50,00 pr. deltager anvendes til delvis dækning af vore samlede omkostninger til hele arrangementspakken.

Efter at tilmelding og betaling er registreret hos foreningens sekretariat, vil I modtage et deltagerbrev på mail, hvor der vil være de sidste informationer.

Det er derfor vigtigt at påføre en mailadresse på tilmeldingen.

Vi skal gøre jer opmærksomme på, at billetterne ikke bliver tilsendt men skal afhentes på dagen inden forestillingen.

Arrangementspakken indeholder således

  • Adgangsbillet til forestillingen i Cirkus Arena
  • Besøg i staldene før forestillingen

Normalpris pr. deltager kr. 170,- / 360,-

Vi håber, at rigtig mange vil tilmelde sig arrangementet og få en uforglemmelig oplevelse i samvær med andre medlemmer fra og venner af ’Familier med kræftramte børn’.

Detaljer

Dato: 14. april
Tidspunkt: 10:45 - 14:45

Sted

Sted: Tangkrogen
Adresse: Tangkrogen
Aarhus, 8000 Danmark

+ Google Maps

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 8694 6930
Email:
Hjemmeside: www.fmkb.dk