Indlæser Begivenheder

Cirkus Arena Middelfart 2017

18. juni - 10:45 - 14:45
Download: Invitation og tilmeldingsblanket

Nordens største cirkus har i det store telt plads til over 1.750 publikummer, men alligevel er vi overbevist om, at der bliver rift om adgangsbilletterne, når vi igen i år kan invitere til et helt ekstraordinært cirkusarrangement, hvor der i det rummelige telt kun er adgang for deltagere, som alle er inviteret af ’Familier med kræftramte børn’.

Alle isolationsregler kan derfor overholdes, således at familier med børn i kræftbehandling også trygt kan deltage. Det er også muligt at medbringe kørestol ind i teltet.

Program, Cirkus Arena, Under Broen, Middelfart:
Kl. 10.45 – 11.00 Familier med kræftramte børn er parat til at tage imod.
Kl. 11.00 – 11.45 Mulighed for at se dyrene på en rundtur på cirkuspladsen.
Kl. 11.45 – 12.00 Indtages pladserne på stolerækkerne.
Kl. 12.00 – 13.15 1. afdeling af ’Cirkus Arena 2017’.
Kl. 13.15 – 13.30 Pause.
Kl. 13.30 – 14.45 2. afdeling af ’Cirkus Arena 2017’.

Cirkus Arena – Nordens største cirkus – byder således på i alt ca. 4 timers spændende aktiviteter og underholdning for hele familien.

Besøg i staldene og rundgang på pladsen
Hvis familien ankommer til Cirkus Arena ca. en time før forestillingen, vil der være mulighed for at komme om bag manegen for at bese dyrene og gå rundt og fornemme den helt specielle stemning og atmosfære med liv og glæde, der er på hele cirkuspladsen.

Et besøg i Cirkus Arena er altid en stor oplevelse. Mens børnene klapper dyrene, vil der være god lejlighed til at møde og snakke med andre familier, der er i samme situation som en selv. Især, hvis man møder op i god tid.

ARTISTER, dyr og MAGI
Lige som cirkusdirektør Benny Berdino skal til at åbne sin store eventyrbog og begynde forestillingen, kommer Bubber forbi med et stort ønske om at overtage fortællingen.
Det får han lov til.
Og nu kan hele familien opleve det magiske cirkusunivers i manegen, hvor artister fra hele verden drømmer om at optræde. I år byder programmet bl.a. på

  • Diana Vedyashkina og hendes syv gravhunde charmerer publikum med hundekunster i verdensklasse.
  • Duo Costache balancerer og udfører akrobatik med og på hinanden.
  • Tiden står stille, når Ekaterina Karmashova svæver som en fugl Fønix under cirkushimlen fra trapez til trapez.
  • Prisvindende Encho spænder med sine muskler og leverer overmenneskelig håndstand.
  • Mystiske Jidinis knipser illusioner og trylleri frem, som man ikke troede var mulig.
  • Arenas helt egen cirkusklovn Jimmy Folco er tilbage i en omgang eventyrmix.
  • Store og prægtige elefanter og heste fra Cirkus Arenas egne stalde.
  • Keryazov Brothers byder op til dans i en fantasifuld kombination af akrobatik og breakdance.
  • Tyngdekraften ophæves når Kris Kremo jonglerer med alt inden for rækkevidde.
  • Pierre Marchand tryllebinder alle, når han med 100 km i timen rykker barren for, hvad der kan lade sig gøre med et djævlespil.

I pausen er der naturligvis mulighed for at købe forfriskninger i forteltet for egen regning.

Hvem kan deltage?
Alle kræftramte børn og unge samt deres familier fra hele Danmark er velkomne. De i relation til isolationsbestemmelserne ”godkendte” besøgsvenner er også velkomne til at deltage i arrangementet. Det er ligeledes besluttet, at bedsteforældrene til de syge børn meget gerne må inviteres med. Der er masser af plads, så ingen behøver holde sig tilbage.

Invitationen gælder også personalet på alle hospitalsafsnit, ambulatorier, institutioner, organisationer m.v., der har relation til behandlingen af kræftramte børn og unge. Man behøver altså ikke være medlem af ’Familier med kræftramte børn’ for at kunne deltage.

Vi håber således, vi får endnu bedre mulighed for at tilgodese, at specielt de isolerede børn og deres familier sikres nogle fælles positive sociale oplevelser, som de ellers er afskåret fra i meget lange perioder.

Dog skal vi som altid i forbindelse med Foreningens arrangementer minde om, at deltagelse af personer, der udgør en smitterisiko over for børn i kræftbehandling, som bekendt ikke er særligt hensigtsmæssigt.

Tilmelding og betaling:
Cirkus Arena byder publikum indenfor i et imponerende telt med optimalt udsyn og komfort på alle pladser, hvor man sidder i rigtige, behagelige stole og ikke på ”hønsepinde”. Er der brug for at medtage kørestol ind i teltet, bedes dette oplyst på tilmeldingsblanketten.

Tilmelding til arrangementet i Cirkus Arena sker ved at udfylde og indsende vedhæftede tilmeldingsblanket senest mandag den 29. maj.

Vi skal samtidig bede om indbetaling af et mindre gebyr til ’Familier med kræftramte børn’ på giro, reg. nr. 4665, konto nr. 0016423130, mrk. Cirkus Arena, svarende til kr. 50,00 pr. tilmeldt deltager. Beløbet kan naturligvis betales via netbank.

Når tilmelding og betaling er registreret hos Foreningens Sekretariat, fremsendes adgangs-billetter, praktiske oplysninger m.v. til deltagerne ca. 1 uge før arrangementet. Disse skal medbringes og fremvises ved indgangen til Cirkus Arena.

Det indbetalte deltagergebyr på kr. 50,00 pr. deltager anvendes til delvis dækning
af vore samlede omkostninger til hele arrangementspakken.

Arrangementspakken indeholder således:
Adgangsbillet til forestillingen i Cirkus Arena.
Besøg på cirkusområdet før forestillingen.

Normalpris pr. deltager kr. 170,- / 360,-

Derfor!
Udfyld allerede i dag vedhæftede tilmeldingsblanket og send den til Foreningens Sekretariat omgående. Vi kan oplyse, at de først tilmeldte vil få tildelt de bedste pladser i cirkusteltet!

Vi håber at rigtig mange vil tilmelde sig arrangementet og få en uforglemmelig oplevelse i samvær med andre medlemmer fra og venner af ’Familier med kræftramte børn’.

Detaljer

Dato: 18. juni
Tidspunkt: 10:45 - 14:45

Sted

Sted: Under Broen
Adresse: Under Broen
Middelfart, 5500 Danmark

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk