Indlæser Begivenheder

Bølle-Bob musicalen

9. juni, 2015
Gratis

Stort set alle kender de iørefaldende Bølle-Bob sange og historien om  Bølle-Bob, der laver fis og ballade i skolen , så lærerene river sig i håret. Nu er der lejlighed til at foretage den store familieudflugt, hvor “Familier med kræftramte børn” ikke blot byder på en forrygende musical, men også på en lækker Mølle-buffet med dessert.
 
Så sæt allerede nu det store kryds i kalenderen og glæd jer alle til et dejlig måltid, en herlig musical – og godt samvær med andre medlemsfamilier i de smukke omgivelser ved Tørning Mølle.
 
Der er dækket op til Mølle-buffet kl. 17.30, så kør hjemmefra i god tid. Som sædvanlig er det hele gratis!
 
Bølle-Bob for fuld udblæsning
Musicalen Bølle-Bob er en dansk klassiker med en masse ørehængere såsom Ikke rigtig voksne, Smukke Sally, Eva og Lasse, Valde Underbid, En ulækker fyr, Skolens hårde børster og Bølle-Bob.
 
Gunner Gertsens sange fra 1979, blev i 1998 udsendt som film, CD og en TV-serie og har siden underholdt og begejstret mange generationer. Handlingen om hverdagen i en almindelig provinsby, kan mange børn relatere sig til fra deres egen hverdag. Her møder vi bl.a. Bølle-Bob, en skoleelev, der laver fis og ballade, så lærerne ikke ved hvad de skal gøre med ham. Men alle de andre elever kan bare rigtig godt lide ham. Som så mange andre musicals er Bølle-Bob en komedie med noget på hjerte og gode sange, som man kan synge med på og have et smil på læben. Alt præsenteret med fuld fart over feltet.
 
Gratis Mølle-buffet og dessertoverraskelse til alle. kom kl. 17.30 og få et herligt måltid!
Tørning Mølle ligger i naturskønne omgivelser ved Tørning Sø, og dem kan du nyde sammen med de øvrige deltagere, når Foreningen er vært ved en ganske gratis picnic inkl. øl/vand i det fri. Hvis vejrliget ikke skulle vise sig fra sin  pæne side, har vi naturligvis sikret os, at vi i stedet kan spise inden døre i den gamle mølle..
 
Picnic-menuen består af en dejlig buffet med rigtig lækker møllemørt kød, dejlige salater, forskellige kartofler, flütes m.v. Til dessert er der en overraskelse, og man kan spise ligeså meget man orker! Picnic´en starter kl. 17.30, altså 1½ time før tæppet går til forestillingen kl. 19.00. I pausen bydes der på kaffe og kage.
 
Hør og se om Tørning Mølle
Kommer familien i god tid før picnic´en, vil en lokalkendt vise rundt og fortælle den spændende historie om Tørning Mølle.
 
Hvem kan deltage?
Alle Foreningens familiemedlemmer, CanTeen- og “Senvirknings”-medlemmer samt personale på børnekræftafdelingerne kan deltage. Bedsteforældre og besøgsvenner til børnene blandt vores familiemedlemmer er også velkomne.
 
Arrangementet er således forbeholdt deltagere, der er inviteret af “Familier med kræftramte børn”. Medlemsskab af Foreningen er ikke nødvendigt, men deltagelse forudsætter at man ikke udgør en smitterisiko for børn i kræftbehandling.
 
Tilmelding
Tilmeldningen sker ved at udfylde og indsende vedhæftede tilmeldingsblanket senest den 27. maj. Deltagelse er helt gratis.
 
Det kan oplyses, at normalpriserne for samme type billetter er kr. 40,-/80,- pr. stk. Herudover kommer værdien af den gratis picnic til ca. kr. 150,- pr. deltager, hvis man også ønsker at deltage i denne.
 
De tilmeldte deltagere vil nogle få dage før arrangementet få tilsendt bekræftelse på deltagelse samt adgangsbilletter, praktiske informationer m.v.
 
Praktiske oplysninger
Forestillingen starter kl. 19.00 og finder sted på Tørning Mølle, Hammelev i nærheden af Vojens. Kører man ad motorvejen, drejes fra ved afkørsel nr. 68 mod Vojens. Når man ca. en kilometer længere fremme har passeret Hammelev drejes til venstre mod Tørning Mølle, der herefter nås efter ca. 1 kilometers kørsel.
 
Man bedes møde op i god tid før picnicarrangementet/forestillingen
 
Mange hilsener og på gensyn til en dejlig sommeraften i det fri
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 9. juni, 2015
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk