Indlæser Begivenheder

Alle kampe i Superligaen er vigtige. Nogle hold kæmper indædt for de eftertragtede og økonomisk indbringende pladser i de europæiske turneringer, andre må ganske enkelt kæmpe indædt blot for at undgå kvalifikationsspil, hvor nedrykkerne skal findes.

Sådan vil det også være, når De hvide AGFere tørner sammen med OB, der ligger næstsidst i Superligaen.

AGF med Glen Riddersholm i spidsen har også noget at kæmpe for. Holdet ligger 4. sidst i ligaen, og derfor er det vigtigt, at Steffen Rasmussen holdet buret rent, og at Morten ‘Duncan’ Rasmussen eller en medspiller får netmaskerne til at blafre i OBs mål.

Ta’ selv med til kampen søndag den 19. marts kl. 17.00 og følg med i stillingskrigen. Der bliver bare kamp til stregen.

‘Familier med kræftramte børn’ har fået et stort antal billetter til kampen, hvor der er kick off kl. 17.00. Men det vil være en god idé at møde op i god tid, da der vil være masser af aktiviteter og halløj på tribunen. Legelandet åbner allerede kl. 14.00.

Der vil være reserveret et område til FMKB, hvor I kan forsyne jer med en vand/ sodavand og popkorn – og måske lige møde et par af Superliga-spillerne før kampen!

Vi gør opmærksom på, at selve kampen også overværes af andre end medlemmer af ‘Familier med kræftramte børn’, og alle gældende isolationsregler kan således ikke forventes overholdt.

Tilmelding og konkurrence

På tilmeldingskuponen finder du en lille konkurrence, der går ud på at gætte resultatet af selve kampen. Alle, der på forhånd har gættet det rigtige resultat, deltager herefter i en lodtrækning om 6 flasker af en af de gode FMKB rødvine.

Du skal ligeledes være tilmeldt arrangementet rettidigt for at kunne deltage i denne konkurrence. Tilmeldingen skal således være modtaget på Sekretariatet absolut allersenest onsdag den 1. marts.

Vi sender herefter billetterne til dig sammen med nogle praktiske oplysninger.

Ta’ til Ceres Park og oplev kampen om de vigtige points i Superligaen!

Med venlig hilsen,

Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 19. marts, 2017
Tidspunkt: 12:00