Indlæser Begivenheder

Action på banen eller pisten

4. december, 2014
Gratis

Har du fart, hestekræfter og benzin i blodet? Følger du Formel 1 med Kevin Magnussen, Alonso, Rosberg Hamilton, Button og andre fartdjævle? Og har du lyst til selv at prøve at give den fuld gas på Europas største indendørsbane for gokarts? Eller kan du ikke vente på sneen, og har familien ikke planlagt en alperejse, men har alligevel lyst til at prøve evnerne på de indendørs skibakker i SkiArena?
 
Så får du chancen nu!
Torsdag den 4. december inviterer “Familier med kræftramte børn”, hele familien til rasende ræs og skiløb samt et efterfølgende lille måltid i RACEHALL i Viby, Aarhus.
 
Og for dem, der ikke selv ønsker at køre gokart eller stå på ski/snowboard, er der masser af fart, action og spænding at opleve bare ved at kigge på.
 
Gokart
Tilmeldte kørere bliver delt op i hold, og hver kører får min. 2*10 minutters kørsel. Banen er en kilometer lang og har 14 sving, så der er rigmulighed for at forsøge at slå banerekorden på ca. 47 sekunder!
 
Detagerne vil få udleveret alt nødvendigt udstyr i forbindelse med instruktionen. Deltagerantallet er begrænset, så ved overtegning, må Foreningen nødvendigvis foretage en prioritering blandt deltagerne.
 
Ski/snowboard
Turen på en af de to skibakker i SkiArena sker også i hold. Med grundig instruktion får hver deltager 2*10 min. kørsel på pisten efter eget valg på enten ski eller snowboard.
 
Man kan ikke bruge egne ski på bakkerne i SkiArena. Her skal skiene nemlig have en helt speciel kantslibning. Der vil blive udleveret hjelm og støvler, men du er også velkommen til at medbringe og benytte eget udstyr. Deltagerantallet er begrænset, så ved overtegning, må Foreningen også her prioritere.
 
Hvem kan deltage?
Hele familien, voksne, unge og børn. Og bare rolig. RACEHALL har både voksenkarts med maksimal fart på 80 km/t og børne- og ungekarts med højeste fart på 60 km/t. RACEHALL har også karts indrettede til handicappede, så også kørestolsbrugere kan deltage. Og overalt har sikkerheden højeste prioritet. Hvis nogle familier ikke ønkser at udfordre bannen, kan løbene med spænding opleves fra tilskuerpladserne eller med en forfriskning i restaurant “The Diner”.
 
Tilmelding

Deltagerantallet for kørere er begrænset, så vi anbefaler tilmelding med meget mere end de tilladte 80 km/t. Sidste tilmeldning er fredag den 14. november. Arrangementet er udelukkende for “Familier med kræftramte børn”, så også familier med barn i intensiv behandling kan trygt deltage. Afviklingen af aktiviteterne på gokartbaenn og på skipisterne, foregår på samme tid, så man kan ikke forvente at få lejlighed til at prøve begge dele. Derfor må man nødvendigvis foretage et valg allerede ved tilmeldingen.
 
Mødetid og før mødetid
Løbene og konkurrencerne starter 17.30, men kørerne skal være klar i pitten aller senest 17.00. Her udleveres hjelmhue, styrthjelm og nødvendige instruktioner. Før kørsel skal alle kørere have afleveret en underskrevet ansøgning om Driver Licens. For børn og unge under 16 år skal forældrene ligeledes underskrive ansøgningen: Formular til ansøgning vil sammen med praktiske oplysninger blive sendt til alle de tilmeldte kørere en uges tid før arrangementet.
 
Efter løbene
Efter strabadserne på banen og skibakken melder sulten sig sikkert, og kl. ca. 19.30 vil “Familier med kræftramte børn” derfor være vært med et lille og lækkert måltid mad i Restaurant “The Diner”. Hele arrangementet er gratis og forventes at slutte senest kl. 21.00. I finder RACEHALL og SkiArena på Hasselagervej 30, 8260 Viby J.
 
læs mere på www.racehall.dk og www.skiarena.dk
 
Med venlig hilsen og på gensyn i pitten eller på pisten,
Familier med kræftramte børn

Detaljer

Dato: 4. december, 2014
Pris: Gratis

Arrangør

Navn: FMKB
Telefon: 86946930
Email:
Hjemmeside: https://fmkb.dk