Familier med
kræftramte børn

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Actiondag 2023

22 april, 2023 10:00 15:00

FMKB inviterer til Actiondag på Hvorup Militærterræn lørdag den 22. april 2023 kl. 10-15

Dansk Land Rover Klub, Aalborg Kaserners veteranpanser og køretøjsforening, og ’Familier med kræftramte børn’ mødes igen til actiondag på Hvorup Kaserne i Nørresundby! Er du klar til at gi’ den ekstra gas?  For nu slipper vi endnu flere hestekræfter løs og styrker oktantallet. For deltagere, der ikke racer rundt i terrænet godt fastspændt i de kraftige Land Rovers, Range Rovers, kampvogne, pansermandskabsvogne  og andre brølende køretøjer, vil der være kaffe på kanden, ATV-bane og tid til en snak med de andre deltagere.

Vi har også fået lovning på noget stort, som normalt drøner hen over himlen med lynets hast, men som du kan komme helt tæt på, da den denne dag vil stå på jorden! Mere herom når vi kommer tættere på.

Oktanfri action

Ikke alle kan komme ud og køre på samme tid. Til gengæld bliver der også sat fuld fart på i teltene, og når tiden er passende, vil Foreningen sørge for god og nærende forplejning med rigeligt brændstof og kalorier til den indre motor. Tanken bliver således fyldt op med masser af ny energi til alle eftermiddagens strabadser og mange spændende eventyr i terrænet.

ATV-motorcykelræs

Man kan også få den indre farthund sat i sving med en tur på Foreningens egne Arctic Cat ATV (All Terrain Vehicle). Drej håndtaget i bund på de små kraftige 4-hjulede motorcykler og ta’ en frisk tur på den lukkede bane.

Hvem kan deltage?

Action-dagen er et lukket arrangement udelukkende med deltagere inviteret af ’Familier med kræftramte børn’. Hele familien er naturligvis velkommen, dvs. det syge barn, de raske søskende og deres forældre, samt bedsteforældre. Medlemmer af Unge-netværket kan også deltage. Invitationen gælder også personalet på alle hospitalsafsnit, der har relation til behandlingen af kræftsyge børn og unge. Familier der har mistet et barn på grund af kræft kan naturligvis også deltage. Støttemedlemmer med relation til familierne kan også deltage i dette arrangement. Dog skal vi som altid i forbindelse med Foreningens arrangementer minde om, at deltagelse af personer, der udgør en smitterisiko over for børn i kræftbehandling, som bekendt ikke kan deltage.

Tilmelding
Tilmelding åbner 30. december 2022
Bindende tilmelding skal ske inden den 30. marts 2023

Her ligger Hvorup Militærterræn

Hvorup Militærterræn er en del af Aalborg Kaserner, som ligger midt i Nørre Uttrup, lidt nord for Nørresundby. Her ligger øvelses terrænet også, og arrangementet finder sted på adressen, Gl. Hvorupvej 101, 9400 Nørresundby

Gratis
Gl. Hvorupvej 101
Nørresundby, 9400 Danmark
+ Google Maps